Wednesday, January 28, 2015

Linse-kartoffelsuppe

Jeg er ikke nogen ørn i et køkken. Elsker at spise, men synes det er kedeligt at lave mad. Men to ting gør jeg godt. Supper og brød. Så her kommer en af mine vintersupper, som vi ofte spiser. Især fordi den næsten smager bedre dagen efter.

Kød: røget medister, bacon eller hvad man nu har, som har meget smag.
1 stort hakket løg
Vand
Røde linser eller kartofler.
Paprika, bouillon, salt og peber
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatpure.

Kødet skæres i tern og svitses. Løget tilsættes og svitses med.
Kartofler i tern, gerne med skræl eller linser tilsættes og der hældes vand og bouillon i til det dækker. Hvis man laver den med linser, så skal man hælde ekstra i, da den suger meget vand.
Paprika tilsættes og det koges ved lavt blus i ca. 30 minutter (eller når kartoflerne er møre). Hold øje med om der skal mere vand i, men suppen må ikke blive for tynd. Derefter tilsættes tomater og tomatpure og koger med i 5-10 minutter. Smag til og nyd.

Som det nok kan ses, så sker det hele på sjus, men det fungerer helt fint med denne. Når jeg laver den med kartoflerne får stivelsen fra dem suppen til at sætte sig ekstra, når man spiser den næste dag, så den næsten er cremet. Jeg elsker paprika, så den får hele armen. :-) 

Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg fandt på den, men det er en af mine eneste hjemmelavede opskrifter. Jeg tror, den stammer fra, at jeg savnede en god opskrift med linser og siden fandt ud af, at kartofler også fungerer i retten.

God appetit.




Tuesday, January 20, 2015

Date med min mand

I weekenden tog vi en hurtig beslutning og tog på hotel. Det var lige, hvad vi trængte til.

Vi var i pool området det meste af eftermiddagen, og havde den for os selv noget af tiden. Så svømmede pigerne om kap med deres far. Den 9 årige slog de andre to uden problemer. Luften var god, for ofte døjer jeg med klorlugten, men det var der ikke noget problem og vandet var helt perfekt. Jeg fik læst et par blade og bare nydt, at tiden stod stille.

Da vi kom til aftensmaden, brugte vi tid på at diskutere, hvor vi skulle hen. Men de yngste var trætte og overhovedet ikke stemt for andet end noget takeout. Kompromiset blev, at vi gik ned i hotellets restaurant og fik ok mad til ok priser. Pigerne sad ved et bord med deres Ipad og vi voksne ved et andet. Det er fordelen ved at komme i lavsæsonen i en weekend. Forholdsvis hurtigt gik pigerne tilbage til værelset, og så var der bare min mand og jeg tilbage. Det nød vi.

Jeg fik et par fancy drinks, hvilket ellers aldrig sker og min mand et par øl. Vi havde begge følelsen af, at være ført tilbage til en tid før børn. Sådanne øjeblikke har vi alt for få af.

Dagen efter blev det atter tid til poolen inden vi drog hjem. Nøj, hvor var det en god afstikker.


Sunday, January 11, 2015

Parfumer

Dufte har altid været utrolig vigtig for mig. Jeg var ikke særlig gammel, før jeg havde en pæn samling og brugte hver dag tid på at vurdere, hvilket der fungerede for den dag.

Hvor er det sket meget siden. Markedet den gang bestod af ganske få og i dag er der ikke den kendis, som ikke har sin egen duft. Jeg er blevet ældre, har fået børn, er mere eller mindre allergisk overfor al kosmetik, men parfumerne holder jeg fast i.

I dag slog det mig, at det er længe siden, jeg har været bevidst om valget. Det skyldes flere ting, men nok mest, at jeg har fået spredt mine dufte rundt i huset. De fleste på badeværelset, et par stykker ved min seng og et par stykker på mit kontor. Men det skylder også, at jeg har samlet alle de små prøver, jeg har fået i tidens løb i min lille Helene Stockmarr skål, og så griber jeg bare en tilfældig og håber på det bedste. Det går som regel godt.

Hvilke dufte er det så jeg har. Her er nogle af dem:


Marc Jacobs - Daisy: Det var lige den duft, jeg havde savnet. Frisk og rar.

Issey Miyake - L'Eau d'Issey Eau de Parfum: Let og frisk, som næsten altid fungerer.

Boucheron: De kræver og begge jeg har er ved at være tomme. De skal genskaffes, men desværre tror jeg nok, at den ene er udgået

Chanel - Mademoiselle og Nr. 5. Klassikere, men som jeg sjældent er i humør til. De er for tunge.

Gucci - Gucci by Gucci. Favoritten. Den er tung på den gode måde

Jeg har flere, men nyeste er en af Zarko's Moleculer. Jeg er vild med duften, men den holder bare ikke. En time efter jeg har fået den på, kan jeg simpelthen ikke finde spor af den. Den ender jeg nok med at forære min store datter, da det så kunne være den perfekte "starter".

Betyder parfumer lige så meget for jer?






Sunday, January 4, 2015

Jeg gider ikke

at vende tilbage til hverdagen. Vi har nemlig bare haft sådan en dejlig ferie.

Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle om en eller anden stor begivenhed, men netop manglen på sammen, er nok også grunden til, at vi bare har nydt det.

Næsten to uger uden vækkeur med skønt selskab og lækkert mad, for meget skærmtid, en god bog og dage, der flød sammen. Det blev en tur i biografen og frokost ude en enkelt dag. Vi passede hund og fik gået nogle ture. Vi kørte ud en aften i nattøj og fandt juleudsmykninger og det føltes dejlig uartig, at være af sted i nattøjet. En hel dag blev tilbragt i nattøjet og selv gåturen foregik i pyjamas :-)

Så det der med at stå op mandag morgen kl. 6 til dagligdagen er ikke tiltrækkende...overhovedet. Huset flyder med julegaver, der endnu ikke er fundet plads til, hundehår overalt og støv, der kan skrives i. Nej, giv mig hellere en uge mere. Eller to