Hold da op. Jeg har lige brugt en halv time på at finde ud af at komme ind på min blog :-) Sådan er det at arbejde fra sin egen pc og så pludselig låne sig frem.
Vi turnerer rundt.
København:
Københavns Bymuseum. Ungerne elskede at lege med Legoklodser oppe under taget og det nød jeg også. Dog ville jeg have nydt det bedre, hvis der havde været bedre siddepladser til os dovne og endnu mere hvis der havde været wi-fi
Post og Telegrafmuseet: Legeafdelingen var børnene vokset fra, men de nød udstillingen. Jeg følte mig håbløs gammeldags over at skulle forklare konceptet af en telefonboks!
Nationalmuseet. Legeafdelingen er stadig et hit selv om der ikke længere er stylter. Endnu bedre: Kun en indgang som også er udgang. Dvs. jeg fik snakket længe med en ven, jeg ikke havde set længe.
Glyptoteket: Børnene er blevet for store. Før kunne de tælle børn på vandmoderen igen og igen og komme til forskellige resultater. Denne gang blev det altid det samme (jeg sagde ikke, at jeg talte forkert). Til gengæld fik vi set mere af museet.
Tivoli: Turpas er en god ting selv om børnene er mere modige end mig.
Så var der også lige Botanisk have, Kongens Have og nogle legepladser. Vi gjorde det godt.
Største minus vi oplevede i København er at SFOerne eller hvad det nu er, har overtaget mange af stederne. Således købte jeg billet til Københavns Bymuseum og fortalte vi var der, for at lege med Lego. Svaret var, at hun håbede der var plads, for der var en SFO. På Post og Telegrafmuseet var det lidt det samme. Vi blev jaget væk fra et bord, da der skulle de spise frokost og fra et andet rum, da der skulle de komme senere. Godt for dem, men dumt for os gæster, der i forvejen føler os trængt af, hvor meget de fylder i landskabet på museerne.
Sønderjylland. Legoland var et hit og med lidt regn i luften, var det overskueligt. Første besøg så det var på tide. Slotssøbadet i Kolding var højdepunktet og der var wi-fi!!!
Brunch på Krusmølle kan bare så meget anbefales. MUMS.
Midtjylland. Himmelbjerget og Leg i Byen, der var på besøg, var et stort hit. Regnen generede kun de voksne. Århus var hyggelig som altid, selv om det irriterer mig, at vi ender i Magasin, når vennerne vil forkæle pigerne med tøj.
Vestjylland. Hanklit på Mors bliver vi aldrig træt af. Vi ender krumrygget af at se efter sten ol. men pyt. Der er så flot. Molermuseets fossiljagt var et hit og den yngste endte i radioen. Det har vi hørt meget om....fra hende.
Næste stop er Paris.
Rigtig god sommer derude.
No comments:
Post a Comment