Tuesday, March 24, 2015

På druk, når man er ældre

Meget længe, og vi taler om år, har jeg drømt om at tage på hotel og få fancy drinks i baren. Det skete i weekenden. Jeg havde inviteret to veninder, der var helt med på det.

Vi drak vin og sludrede og veninderne havde friske blomster og duftlys med, så værelset næsten blev hyggeligt. Vi ordnede negle, vi brugte en sukkerskrub i badet, og vi lavede facials med masker. Ingen børn til at forstyrre og slås om fjernbetjeningen og snacks, der holdt hele aftenen.

Maden på hotellet var lala, men til gengæld nød vi baren. Jeg fik mine drinks og min ene veninde mindst lige så mange. Den anden får en medicin, der går ud over leveren, så hun drak ikke. Sådan er det at nå vores alder. Der er altid en eller anden skavank, der får os til at opføre os anderledes end vi ville for år siden. Ligesom nok havde jeg drømt om drinks, men så mange kan jeg altså heller ikke drikke, så hovedet havde det helt fint næste dag. Der er helt klart forskel på at drikke nu, og da jeg var yngre.

Vi havde ikke prøvet en weekend sammen før, så vi var alle lidt spændte på, om det nu også blev godt. Det gjorde det, så vi er klar til at gøre det om. Lige nu taler vi om, at vi næste gang vil smide den enes familie på hotel, for så kan vi kvinder hygge os i deres hottub :-). Jeg er ligeglad, hvor det bliver, bare det bliver!




Tuesday, March 17, 2015

Æggewraps - min bare

Jeg er altså ikke særlig god i et køkken. Heldigvis overlever familien og vi får oftest hjemmelavet mad. Men lad mig forklare:

Jeg så en opskrift på æggewraps på bloggen Vanløse Blues og senere en variation af sammen på bloggen Brændstof.

Her er opskriften fra Brændstof

Du skal bruge: (ca. 6 mellemstore wraps)
250 g økologiske past. æggehvider 6 øko æg 4-5 spsk Skyr 3 spsk Loppefrøskaller 1-2 spsk fint kokosmel 2 tsk salt Kokosolie til stegning
Sådan gør du: Blend alle ingredienserne sammen og lad dejen hvile i ca. 10 min til den får en mere fast konsistens. Smelt så lidt kokosolie på en pande og steg ca. 1-1 1/2 dl dej adgangen ved medium varme. Giv dem 1-2 min på hver side til de er gyldne. Nydes lune med dit favorit fyld, men kan også opbevares på køl eller fryses ned til senere brug. Velbekomme! Og tak til Maria for en fantastisk low carb opskrift.

Jeg besluttede mig for, at det skulle prøves.

Min variation:


250 g økologisk past. æggehvider - Mon ikke det er det samme, som 2,5 dl. Jo, det tror jeg :-)
6 øko æg - æg er vel æg, så 6 æg blev knækket

3-4 spsk skyr - hmnn. Ahhh, jeg har græsk yoghurt. 1-2 store skvat og den er hjemme
3 spsk Loppefrøskaller - hvad er det. 3 spsk. er ikke så meget, så det springer vi over  
1-2 spsk fint kokosmel - lyder sødt, så nej tak.  
2 tsk salt - gjort  
Kokosolie til stegning - yeahh det har vi. 

Resultatet: 
Ikke en eneste lignede noget, der mindede om en wrap, men de smagte fantastisk.

Et par dage senere prøvede jeg med de rigtige ingredienser, og der det meget bedre. Mindst 4 hele wraps ud af 6 :-)

Det her er bare så typisk min måde at lave mad på. Nogen gange går det godt og andre gange..... Jeg kan bare ikke finde ud af at følge en opskrift slavisk. Jeg prøver, men et eller andet går altid galt. Heldigvis har både min familie og jeg lært at leve med det, da min mand heller ikke er en ørn i køkkenet.
 

 





Tuesday, March 10, 2015

Ikke længere en efterspurgt vare


Derhjemme var mine børn ved at blive store, og jeg skulle indstille mig på, at det, jeg havde brugt rigtig meget tid på at dygtiggøre mig i – nemlig at fodre forbipasserende heste, ænder, og dyr i det hele taget, foruden cykelture ud i det blå – ikke længere var en så sindssygt efterspurgt vare. 

Steffen Brandt / I Magasinet i Politiken  

Steffen Brandt kan noget med ord og overstående rammer lige præcis, der hvor jeg er i forhold til mine børn. 10 og 12 år. Ikke længere babyer og heller ikke helt voksne, men selvstændige nok til, at deres liv ikke længere inkluderer mig så meget.

Det er helt fantastisk at nå hertil. Ikke meget natteroderi længere, ingen bleer, ingen madning, men heller ikke nogen klappe kage, holde hånd eller kunne løfte dem.

Det giver så mig en frihed, jeg er ved at finde mig tilrette i. Det havde jeg aldrig troet skulle være svært, for hvor har jeg længtes efter at komme hertil. Men nu hvor jeg er her, så synes jeg ikke, det er helt så skønt, som jeg havde troet. Alt det som jeg er blevet rigtig god til de sidste 12 år, er lige pludselig ikke så efterspurgt. Alså skal jeg finde en ny kompetence.

Nu vil jeg gå i seng og kigge lidt på mine sovende børn.




Tuesday, March 3, 2015

Øjne der stråler

Det var en glad pige, der fejrede fødselsdagen med øjne, der strålede. Strålede på den der måde, som kun kan ses hos børn. Jeg labrer det i mig, da jeg snart står med to teenagere i stedet for.

En af mine yndlingsudsendelser er Inside Actors Studio, hvor en del af programmerne kan ses på youtube.com. Der har man så fjernet alle filmklippene, så udsendelserne mister lidt, når man diskuterer den netop viste scene. Pyt, det lever jeg fint med, for jeg får stadig meget ud af serien.

Et af de spørgsmål, der altid kommer op, er at intervieweren spørger om "yndlingslyd". Mit svar ville uden tøven være, mine børns latter. Den, der kommer helt nede fra maven og er uden forbehold. Hvor ville jeg ønske, den fortsatte.