Når magien går af fødselsdagen

Vi bor langt fra familie, så det er ikke usædvanligt, at der bare er os, når der er fødselsdage. Sådan er det, og så har jeg til gengæld givet den hele armen, når det har været børnenes fødselsdage. Der har været fest for vennerne og herhjemme får den heller ikke for lidt.

Der pyntes op til om morgenen med flag, balloner og masser af gaver. Ja, jeg køber også ind hele året, så jeg er sikker på, at bordet bugner.

Dage før sætter vi os og snakker om, hvordan dagen skal forløbe, og hvad fødselaren ønsker af mad. Hjemmelavet kage eller købt, is, aftensmad og morgenmad. Alt i detaljer. Det gør det meget nemmere for mig, og fødselaren nyder at bestemme. 

I år bliver de 10 og 12. Den ældste er allerede ved at miste troen på magien selv om intet har ændret sig. Men som overblikket er kommet med alderen er det ikke længere noget særligt at opleve alle vores tiltag. Uanset hvad, håber jeg, hun stadig kan mærke dagen er særlig.

I morgen bliver den yngste 10 år. Hun meddelte i går, at vi burde være ekstra søde i dag, da det er hendes sidste dag i enkelt cifrerne. Fremover vil der kun være to cifrede fødselsdage og måske tre cifrede. Hvor mon det kommer fra, for matematik er bestemt ikke hende :-)

Jeg håber, hun fortsat vil tro på magiske fødselsdage lidt endnu. Jeg vil i hvertfald gøre mit.

Jeg kan ikke sove

Jeg vågner for tidligt til at stå op og for sent til at sove igen. Det er stadig mørkt udenfor og alt omkring mig er kun skygger. Det er for tidligt til at tænde lyset, for jeg er ikke klar til det skarpe skær, det vil give.

Jeg ligger i højre side af sengen med ryggen til min mand. Der er en tryghed i at lytte til hans dybe åndedræt, der næsten kan forveksles med snorken. Jeg kan ikke se ham, men efter 17 år sammen, så ved jeg, at han ligger tæt på kanten af sengen med dynen halvt over sig. Den anden halvdel har han i søvne givet til vores yngste datter.

Hun ligger mellem os. Jeg kan mærke hendes arm ligger hen over mit ansigt. En anden hånd hviler på min ryg og fødderne får varme fra mine ben. Lidt efter flytter hun sig og nu ligger vi ryg mod ryg. Jeg vil gerne sige, at hun sover hos os, fordi hun ikke kan sove alene. Men det gør hun ikke.

Hun ligger der, fordi jeg ved, at hun er ved at blive stor. Jeg ved, at der ikke er længe til, hun ikke længere synes, det er cool at sove med os. Så jeg udnytter det.

Det gør ikke spor, at jeg ikke kan sove.

Dem og Os

Terror i København! Jeg er sur, jeg er gal, jeg er rystet, jeg er  sorgfyldt og mest af alt er jeg uforstående.

Jeg forstår ikke, hvad der får mennesker til at synes, det er deres opgave at myrde.

Noget jeg er overbevist om, er at det kunne have blevet meget værre i Danmark, hvis ikke politiet, havde været til stede.  Siden Mohammed tegningerne har Danmark været forberedt på angreb, og derfor var der også politi til stede i går. På steder, hvor det slet ikke burde være nødvendigt. Et møde om ytringsfrihed og en konfirmation!

For år siden så jeg i tv nyhederne en journalist, der stillede et spørgsmål om danskere og muslimer. Ingen rettede det, ingen kommenterede. Det var helt ok at skille de to ad. Der blev jeg trist. For hvordan kan man så forvente integration.

På samme måde havde jeg en diskussion med en veninde. Hun mente ikke, jeg kunne være mod Dansk Folkeparti, når jeg ikke kendte deres valgprogram. Men jeg behøvede ikke, at kende deres valgprogram, for at høre dem og deres holdninger, ikke var mine. Mest af alt var jeg trist over, hvor mange stemmer de fik, og hvor mange, som så måtte være enige.

Jeg synes, der er alt for meget dem og os. Ikke kun i Danmark. Da man i Paris havde en march med 44 statsoverhoveder efter Charlie Hebdo massakren, var der kritiske røster over USA ikke deltog med en højt placeret person. Den parkistanske premier minister Nawaz Sharif var der, men i mine øjne, burde der så ikke have været mange flere muslimske statsoverhoveder. Hvor er deres protest? Og hvorfor var der ikke noget, som kritisterede deres manglende tilstedeværelse. Var det fordi, de ikke er en del af "OS"?


http://www.independent.co.uk/news/world/americas/charlie-hebdo-obama-slammed-for-failing-to-send-senior-official-to-paris-march-9972796.html 

Hvis den skyldige i angrebet i København viser sig, at være ikke muslim, er jeg overbevist om, at man vil gå tilbage til skoler, forældre og venner, for at prøve at forstå ham. Men jeg er ikke overbevist om, at hvis han er muslim, at det samme vil ske. For så er det jo forklaret! Endnu et eksempel på dem og os.

Jeg tror på mindre dem og os. Jeg tror til gengæld, at vi alle kan være os med vores forskelligheder. 

Tak fordi du læste hertil. Pas godt på hinanden!

Blomkålsris

Ja, vi er også hoppet på blomkålsvognen eller hvad det nu hedder.

Jeg har ellers forbundet blomkål med min barndom, hvor vi typisk fik et helt kogt blomkål, som så var begravet i en creme fraiche dressing og rejer. Det smagte godt. Siden har jeg selv lavet det som tilbehør, men ikke specielt ofte.

Nå, men så er der jo så lige blomkålsris dukker op hele tiden og selvfølgelig vil jeg gerne være sundere. Altså lavede jeg det. Vi var alle enige om, det ikke rigtig var sagen, og typisk tænkte jeg, at jeg nok havde gjort noget forkert.

Jeg læste så mere om blomkål, end jeg egentlig har lyst til og lærte, at blomkål er smagsneutral. Vi prøvede igen, og vi syntes hverken det var godt eller smagsneutral. Vi vil meget hellere have ris :-)

I stedet har vi så fundet ud af, at et blomkålshoved efter en gang i foodprocessoren smager rigtig godt, når vi steger kød. Så en rest kød i tern, gerne skinke, peberfrugter, løg, champignoner svitset og kort tid før det serveres hældes blomkålen ved. Det kan vi lide.

Jeg har også læst man kan bage blomkålsris. Det skal jeg have prøvet. Men jeg tror, vi vælger at kalde det for blomkål og udelade det der med ris. Det er simpelthen falsk varebetegnelse og synd for risene.

Billedet er lånt fra www.gourmeterne.dk