Ved et tilfælde faldt jeg over en blog, som jeg bare er blevet så glad for at følge.
Jeg voksede op med hund, men det var aldrig "min" hund, så jeg drømte om at blive voksen og få min egen hund. Endelig flyttede jeg hjemmefra, men på kollegiet duede det ikke at have hund. Da jeg endelig fik muligheden, fandt jeg ud af, at jeg ikke levede et liv, hvor jeg syntes, det var forsvarligt at have hund. Dertil havde jeg alt for mange rejser.
Jeg blev gift, og vi fik børn og endnu en gang måtte jeg indse, at jeg bare ikke havde lyst til at få hund og det ansvar, det kræver. At min mand er bange for hunde har gjort beslutningen endegyldig og kompromiset efter børnene er begyndt at plage, er at vi passer naboernes hunde, når de er på ferie.
Bloggen www.mommasgonecity.com fortæller, at de endelig fik hund og adopterede en 7 ugers gammel blandingshund, der var blevet efterladt som nyfødt. Hunden skulle opdrages og ikke være i sengen, men da Theo, som den blev døbt, havde været hos dem i tre dage, faldt den i søvn i armene på hende med hendes lille søn. Allerede dagen efter var den klar til at sove med sønnen igen og nu er det blevet rutine.
Grunden til at jeg er vild med bloggen er billederne, så jeg følger på Instagram. mommasgonecity#.
Det er dagens søde billeder at se drengen og sønnen sove sammen. Den ene mere bevidstløs end den anden.
Hvis jeg ikke var vokset om med hund, havde jeg måske følt anderledes, men som det er, ser jeg det mest fantastiske venskab mellem de to.
Hvad synes du?
No comments:
Post a Comment