Kroppens forfald

Åh, jeg gider det ikke. Alder har jeg det fint med og har heller ikke nogen ambition om at blive 100 år. Men jeg er træt af alle de forandringer der sker med kroppen, og det er mange flere end jeg troede.

I 20erne fandt jeg det første grå hår. HAPS, så var det væk, men hævnen var sød. I stedet kom et nyt gråt hår og fordi det var nyt og kort, så strittede det, så det var endnu mere synligt. Jeg opgav hurtigt at fjerne dem og blev bedre til at farve hår.

Jeg har altid været nærsynet og har glædet mig til at blive gammel, så jeg kunne slippe for brillerne. Næhhh, godt nok kan jeg nu fint læse uden briller, men kan til gengæld ikke se en tøddel langt væk. Brillerne på og jeg kan ikke læse. Det er så irriterende, når jeg vil se tv, for jeg har altid været vant til at multitaske, og det er ikke længere muligt. Enten kan jeg se det jeg har i hænderne eller tv. Ikke begge dele før jeg får dobbeltglas i og det er jeg bare slet ikke klar til. Suk.

Nå ja, så er der også det der med brysterne. For leden kom jeg til at kigge i spejlet, sådan rigtig, for første gang længe. Jeg genkendte næsten ikke mig selv. Suk. Min navle er godt nok rykket op af for den er da ikke særlig langt fra brystvorterne. Mere suk.

Hørelsen kan jeg også mærke bliver værre. Det har dog den fordel, at jeg der altid kunne høre de høje lyde, som ingen anden kunne, ikke længere generer. Det kan jeg faktisk godt dyrke.

Endelig er der også lige det med øjenbrynene. Dem er jeg godt nok træt af. Jeg havde slet ikke overvejet at de også ville blive grå. Det gjorde de ikke. De blev helt hvide og når man er mørkhåret, er det altså ikke særlig kønt. Rigtig meget suk.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad det næste mon bliver.