Nødløgn

Da jeg var yngrer havde jeg kærester. Den ene afløste som regel den anden. Lige indtil den dag, hvor jeg fik nok. Da var endnu en forhold afsluttet i gensidig forståelse og jeg sad tilbage med følelsen, at det på intet tidspunkt havde været godt nok for nogen af os. Det blev starten på år uden kærester og jeg levede lykkeligt uden. Hellere ingen kæreste end et forhold som det sidste.

Det var så også tiden, hvor der altid var fester. Jeg kom som glad singel og heldigvis var der ikke mange af de "etablerede" kvinder, som så mig som en trussel. Eller også opdagede jeg det bare ikke.

Men ligesom man som nygift konstant bliver spurgt, hvornår man skal have børn, så var spørgsmålet til mig "skal du ikke snart have en kæreste". Jeg blev så træt af det. Skulle jeg sige, at jeg syntes det var bedre at være single, når jeg ikke syntes det nødvendigvis var rigtigt. Skulle jeg sige, at jeg hellere ville være singel end leve i et forhold som deres. Nok ikke. I sted fandt jeg den perfekte løsning.

Mit svar blev: "Jeg har en kæreste, men han er gift, så vi kan ikke vise os offentlig". Så blev der helt stille og jeg fik aldrig spørgsmålet igen, og jeg slap også for at blive "parret" med vennernes singleven. Det var fantastisk selv om det måske ikke gav plus point. Så pyt være med at det ikke var rigtigt og jeg aldrig har været sammen med andre gifte mænd end min egen :-)