Denne blog er min hemmelighed. Jeg har ikke fortalt nogen om den, så jeg tror ingen i familien eller vennekredsen ved, jeg er blevet blogger. Så det kan nok gættes, at jeg ingen fremtidsplaner har om at komme til at leve af min blog. Det er min lille hemmelighed, og så kan jeg jo så også fortælle ting her, som ellers ikke ser dagens lys.
I går var drillenisserne væk. To voksne ragede rundt i huset midt om natten for at finde dem, men væk var og forblev de. Nødløsningen blev, at alle andre nisser blev fundet og de gemte sig bag en kasse, mens de holdt øje med et stykke ost på en tallerken. Lidt derfra var min pc mus på vej hen til osten. Den joke gik hen over hovedet på børnene. De var alt for oprevne over, at nisserne var væk.
Altså ledte jeg endnu en gang i dag og denne gang meget systematisk. De blev fundet! Jeg mente, min mand havde gemt dem væk, så hunden, vi passede, ikke fik fat i dem. Han var ikke afvisende, men anede ikke hvad han havde gjort ved dem.
Jeg fandt dem i en pose. Den havde jeg pakket i går med nogle ting, vi skal have byttet. Det skulle ikke undre mig om nisserne var havnet oveni bunken uden at jeg opdagede det, da jeg puttede tingene i posen. Men jeg holder pænt mund med, hvordan de blev væk O:-) Nisserne er tilbage og det er helt sikkert det vigtigste!
No comments:
Post a Comment