Søskendekærlighed

Da jeg fandt ud af, at vi skulle have nummer to barn, gjorde jeg mig mange overvejelser om, hvad jeg kunne gøre for at de to piger ville blive glade for hinanden. Jeg fandt ikke noget litteratur, der sagde mig noget, så jeg lavede mit eget forslag. Jeg vil her fortælle om dem, for måske er der andre, der kan få glæde af dem.

Et PS. Vi gjorde ikke specielt meget ud af at snakke om babyen før den kom, da storesøster kun lige var fyldt 1 år, da jeg blev gravid igen.

Ændring af rutiner:
Med vores første barn havde vi en rutine med at hygge i sengen med en flaske mælk om morgenen. Det fjernede vi inden nr. 2 kom, så nr. 1 ikke opfattede, at det var babyens skyld, vi holdt op med det. Der var flere ting vi ændrede inden babyen kom, så storesøster ikke ville forbinde lillesøsters ankomst med at miste priviliger.

Involvere storesøster:
Jeg gjorde meget ud af, ikke at vise irritation, når babyen græd eller ikke ville sove. I stedet inddrog jeg søsteren i at være med til at hjælpe med at finde ud af, hvad babyen prøvede at fortælle. Vi snakkede meget om at gråd er babyens sprog og at vi skulle oversætte. Den manglende irritation tror jeg var et vigtigt punkt i søsterens accept af babyen.

Tid:
Min holdning var helt klart at baby får masser af tid bare med amning, bleskift og at blive holdt, så resten af tiden var til storesøster. Da graviditen havde været svær, tror jeg egentlig, at hun fandt, at hun fik meget mere opmærksomhed efter babyen end før.

Aldrig babys skyld:
Hvis jeg ammede og storesøster ville lave noget med mig, så sagde jeg aldrig, at jeg ikke kunne pga. babyen. I stedet blev det, at når du har tegnet en tegning, ryddet op, eller jeg skal drikke et glas vand først. Når jeg ikke havde tid, var det aldrig babyens skyld.

Dele legetøj.
Selv om legetøjet var arvet fra storesøster, så syntes hun, det var som nyt og ikke altid lige sjovt, at babyen legede med det. Så vi gjorde det til en aftale, at man altid skal bytte. Tilbyd noget andet og det virkede så godt som altid. Lillesøster var ligeglad hvad det var, så længe man kunne gumle på det. I stedet var det vist bare rart at storesøster kom med nyt :-)

Sorteper:
Da pigerne blev lidt ældre, forsøgte jeg at sørge for, at uenigheder var bedre løst sammen end ved at indblande mor. F.eks. hvis de ikke kunne enes om, hvad tv de skulle se, så risikerede de, at hvis de søgte hjælp hos mig, at jeg så mente, at de slet ikke skulle se tv. Jeg prøvede bevidst, at gøre det en fordel for dem, at de ikke involverede mig, men selv fandt en løsning.

Denne liste var mit holdepunkt til at gøre mit bedste for at de to piger blev venner. Om den har været afgørende kan jeg ikke sige, men jeg har ofte fået at vide, at de kommer ualmindelig godt ud af det med hinanden. Men jeg har det rigtig godt med at vide, at jeg gjorde hvad jeg kunne for at det skulle ske.