Nu er weekenden så kommet og pludselig er der et par stykker, der ikke længere kan. Åh, hvor ville jeg gerne det var os. Vi har camperet med familien på en naturplads og jeg husker det lidt som, at vi pakkede halvdelen af vores hjem i vores biler efter at have brugt en uge på at finde tingene. Kom frem og overlevede og brugte så den næste uge på at pakke ud igen. Det er så der jeg lever med min mands konstante knotne bemærkninger, mens vi er af sted, fordi han tager sig af udpakningen. Nej, han er ikke lige til det der med at være ude i midten af ingenting. Alt for mange dyr og for lidt komfort.
Denne gang må vi kun have minimalistisk med og det er kun mig og den yngste. Selve campingdelen har jeg ikke et problem i. Det kan næsten være hyggeligt at ligge i teltet og lytte til regnen eller dyrelydene. Men et døgn med alle disse mødre og alkohol er bandlyst... Jeg er bange for det bliver et meget langt døgn og satser virkelig på, at det kommer til at give datteren
Et fantastisk minde for en livet
En af dem hun vender tilbage til igen og igen og stadig gør, når hun sidder i sin gyngestol som 80 årig. Ellers er jeg den der bliver mopset :-)