Lige om lidt får vi feriegæster, og vi glæder os så meget. Den sidste uge har vi haft travlt med at blive klar og det er vi så nu.
I dag stod jeg og lavede mad til et par dage, for at vi kan have det nemt og endte med en af de store, kedelige opvaske. Mens jeg fjernede den, så slog det mig, at jeg da vist altid har grebet den slags røvs.... opgaver lidt anderledes an end de fleste.
Når jeg har en af de dumme opvaske, så tricker jeg mig selv til, at jeg ikke behøver tage det hele på en gang, men at hvis nu jeg bare tager alle gryderne, så kan det andet vente. Altså starter jeg med vores glasgrydelåg, og når jeg nu er i gang med dem, så kommer de fine vinglas også med. Nu har jeg vandet og det er endnu ikke så beskidt og så kan jeg lige tage.... På den måde har jeg fået taget mange opvaske, hvor jeg i stedet for at løbe sur i det, føler en stor tilfredsstillelse bagefter.
Sådan klarer jeg også mine papirbunker. Sorterer dem op i nemt og svært. Så kommer alt det nemme væk. Så sorterer jeg den svære bunke op og finder andre nemme ting. Og sådan ender jeg så med de seje papirer, der kræver noget særligt, men da der kun er dem tilbage, så er det næsten overskueligt.
Det er noget pjat at narre sig selv - ikke? :-) Men det virker her.
Dette bliver nok det vigtigste indlæg jeg har lavet til dags dato. Det bliver det, fordi denne blog skriver jeg, for at mine børn kan lære mig bedre at kende, når de en gang bliver voksne, og dette er kernen af, hvad jeg gerne vil lære dem.
Jeg startede min blog, fordi en blogger havde en konkurrence, hvor man kunne vinde en cykel og et krav var, at man postede på sin blog. Jeg ville meget gerne vinde en cykel, så jeg skabte min blog og har holdt fast siden. (Jeg vandt ikke cyklen og var lidt mopset over at vinderen ikke havde en blog. Altså stoppede jeg med at følge den blogger, som i mine øjne blev utroværdig).
Jeg følger en masse blogs. Nogle pga. konkurrence, nogle pga. humor og andre bare fordi. Det er ikke så tit, jeg vælger blogs fra selv om jeg burde, da mange indlæg er irrelevante for mig. Sidste år skete det dog.
En blogger jeg fulgte, skrev en muggen kommentar om ikke at være inviteret med til et arrangement for bloggere. Holdningen var, at hun var fravalgt. Jeg indrømmer, at jeg var noget overrasket over hendes tone. Jeg kan ikke se, hvordan man bliver fravalgt til et arrangement. Man bliver måske ikke tilvalgt, men der er langt fra det samme. Når jeg deltager i en konkurrence, kan jeg være heldig, men det er altså ikke uheldigt ikke at vinde. Men bloggerens holdning var helt klart, at der var en elite, som hun blev holdt udenfor og at det ikke var ok. Det gav mange kommentarer, men hun rykkede sig ikke. Det hjalp nok hellere ikke, at hun blev støttet af en anden blogger, der havde det på samme måde, efter at have blogget i 2 måneder!!!
Da jeg læste hendes efterfølgende indlæg så jeg lige pludselig, at det var meget kernen i hendes blog. At det var synd for hende og at hun oftest følte sig fravalgt. Da besluttede jeg mig for, at hendes blog ikke var for mig.
Jeg tror på, at vi selv skal tage ansvar. Hvis jeg er ked af ikke at være inviteret til noget, kan jeg jo pænt spørge arrangøren, om det er en fejl og om der er en mulighed for at komme med til næste. Men at give alle en dum smag i munden ved at klage til alle, er tarveligt. Synd for arrangøren og synd for deltagerne og kan kun ødelægge noget af glæden for de heldige og ikke gøre noget som helst for den forudrettede.
Kære børn, jeg håber, I forstår at gribe livet og få det bedste ud af det. Spild ikke tiden på ærgelser, men grib i stedet for hver dag og løb med den! Carpe Diem.
Et ps. Grunden til at dette indlæg kommer nu er, fordi bloggeren endnu en gang skabte røre mht. at være fravalgt. Hvor er jeg glad for, jeg stoppede med at følge hende - det var mit valg :-)
Vi har simpelthen alle været syge i maj. Både mand og barn har været på penicilin, og det har været nogle seje uger, hvor ingen har haft energi. Værst har det været at vores ellers så gode piger ikke har kunne udholde synet af hinanden. I vores familie bliver alt og alle dumme, når man er syg, så tonen har ikke været god. Ingen priser for at være gode forældre i maj måned!
For godt ti år siden var jeg gravid med den yngste og lå en del i sengen. Jeg lå tit og tænkte på, at loftet trængte til at blive malet. Det er sket i maj. I 2015!!! Til gengæld er væggene også malede. Den røde væg i soveværelset, jeg altid drømte om og som så egentlig ikke var særlig fed, den er væk! Jubiiii. Nu er det kedelig hvidt loft og lige så kedelig cremet hvidt på væggene. Men nøj hvor er det godt at få klaret. Hellere kedelig vægge end snuskede farvede vægge.
Juni bliver måneden med gæster og skoleafslutning med tilhørende aktiviteter. En hel anden måned, som jeg ser meget frem til.
Jeg er lidt stille for tiden. Egentlig tænkte jeg, at det nok er fordi det er forår. Min yndlingsårstid, fordi naturen bliver i farver og fordi der er længst til vinteren og kulden.
Men i slutningen af april fik jeg en virus på balancenerven. Dvs. at når jeg sad stille, så sejlede alt. Når jeg stod op, var det som en boble, som var uvirkelig, og hvor jeg ikke kunne finde ud af op eller ned. Jo, jeg fik kørt, når det var nødvendigt og uden at føle, det var en trussel for mine medtrafikanter, men det krævede koncentration.
I en uge lå jeg primært i sengen og lyttede til lydbøger. Det var alt, hvad jeg kunne finde ud af.
Det værste var, at jeg ikke længere var "skarp". Jeg plejer at være organiseret, og pludselig var jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne holde på en tanke. Når jeg skulle ud af døren, tog jeg sutsko på. Prøvede jeg på at udføre noget, så endte jeg ofte med at have glemt, hvad jeg skulle, inden jeg fik startet.
Det er blevet meget bedre. Nu tænker jeg ikke så meget over det, selv om jeg godt kan mærke, at der stadig er plads til forbedring. F.eks. lige nu har jeg mest lyst til at klamre mig til mit keyboard, så jeg ikke falder ned fra stolen, for jeg føler, jeg sejler. Ligeledes taber jeg stadig tråden, når jeg taler (mere end normalt). Det kommer til at tage tid, og det er ok. Bare det fortsat går den rigtige vej.
Det havde jeg ikke rigtig fået med. Min vinter var bare for lang og
for kold, og selv om jeg har sukket efter forår, så var det ikke feset
ind, at kalenderen har bevæget sig langt ind i maj.
Der
er også en fødselsdag i slutningen af april, jeg total overså. Vi bor
langt væk, så vi plejer at sende kort og email, men i år var det
fuldstændig væk.
Min mand har spurgt mig, hvordan jeg
ønsker at fejre mors dag. Det har jeg egentlig ikke haft nogle planer
om, for vi plejer at gøre det meget low key. Men nu slår det mig, at jeg
allerhelst vil have en dag, hvor tiden ikke eksisterer. Dvs. at vi
spiser, når vi har lyst og bare lader dagen flyde. Det synes jeg altid,
jeg kan mærke på kroppen, når vi har gjort. Det er bedre for mig end et
besøg i fitness centeret.
Men når tiden på samme måde
forsvinder i hverdagen, så bliver jeg forpustet. For så har jeg følelsen
af, at om lidt vælter læsset af et eller andet jeg skulle have gjort,
som jeg ikke opdagede.
Øv altså. Er det ikke typisk. Man går på en eller anden kur og så indhenter hverdagen en?
Det gik fint i starten, med at undgå sukkeret. Næsten to uger uden og ikke specielt svært. Men så er der lige, dagligdagen indhentede mig.
Den lokale isbutik havde et godt tilbud, og vi trængte til som familie at gøre noget, vi aldrig gør. Jeg var mest til at blive hjemme, men synes ikke det var rigtigt. Jeg overvejede også, om jeg bare kunne lade være med at spise noget. Der var det så, at jeg gjorde op med mig selv, at det virkelig var at gå for langt med at undgå sukker. Det er netop i sådan en situation, der skal være plads til at være "uartig".
For længe siden blev en ernæringsekspert spurgt om, hvordan man bedst klarede julens spiserier. Hans svar "Problemet er ikke, hvad man spiser mellem jul og nytår, men hvad man spiser mellem nytår og jul". Det svar tog jeg til mig.
Så jeg vil forsøge at holde mig fra sukkeret i min dagligdag, men give plads til det, når der er særlige anledninger.
Jeg har længe kredset om, at jeg godt ville skære ned på mit sukkerforbrug, men så var der altid lige et eller andet, der kom i vejen. For jeg ved, at det virker bedst for mig med en kold tyrker i starten.
Sidste mandag blev dagen, hvor jeg besluttede mig for, at det var nu. De første par dage var slemme. Jeg følte, jeg kravlede op og ned af væggene, men stod i mod. Til gengæld var det så slet ikke svært i slutningen af ugen.
Helt undgik gjorde jeg ikke, men det var mere et valg. F.eks. vil jeg have lov til at drikke en flaske vin i weekenden, så jeg tror nok, at jeg indtil videre vil give mig selv lov til at skulke en gang i ugen. Men det er fantastisk at slippe for sukkertrangen.
Sangen: Annie Lennox har lavet en sang "Sugar", men den kunne jeg ikke finde på youtube. Så I stedet bliver det denne, hvor hun sparker r..
