Hund

Her må jeg starte med at undskylde, hvis jeg overtræder rettigheder, men jeg vil gerne bringe et uddrag.

Uddrag fra en kronik i Familiejournalen af Michael Meyerheim med titlen “menneskets bedste ven”

Mit anstrengte forhold til de firbenede stammer utvivlsomt fra barndommen. Helt konkret fra den episode, hvor en glubsk rottweiler flænsede min højre arm i trevler, og jeg kun genvandt førligheden takket været en heltemodig indsats fra et special-team af læger på Rigshospitalets traumecenter, som arbejdede i døgndrift i en uge. Min far siger, jeg overdriver episoden. Han siger at det bare var en minipuddel, der snuppede en is ud af min hånd og straks løb sin vej.

Sådan en oplevelse har min mand også haft og er bange for hunde. Jeg voksede op med hunde og har altid troet, at jeg skulle have min helt egen hund, når jeg flyttede hjemmefra. Det blev ikke til noget for det passede ikke til de hjem jeg boede i eller den livstil jeg havde. Da jeg mødte min mand, kunne jeg godt se, at det nok ikke blev med ham, jeg fik hund.

Vi fik børn, og så kom snakken igen. De kender naboerne på deres hunde, men stadig var jeg bange for at noget af min mands angst skulle smitte af på dem, og derfor kom snakken igen på det med at få hund. Endelig var min mand på den, men jeg turde ikke. At få hund er mange års forpligtelse, så hvad nu hvis han gerne ville og ikke kunne.

Så var det, jeg fandt løsningen. Vi babysitter hunde. Det har været en fantastisk løsning for os. Vi har tre hunde, vi tager ind i ferier. Når jeg er ved at være træt af at blive vækket tidligt, fordi de skal luftes og ikke længere gider samle deres efterladenskaber op, bliver de hentet. Tilmed får vi gaver og middage. Børnene synes også det er fantastisk, for de får en følelse af at have hund og min mand ved alternativet havde været at have fuldtidshund. Det sidste viste sig ikke at fungere, da han stresser med hund omkring sig uanset hvor sød den er og hvor godt han kender den. Så en uge med hund nogle få gange om året er den perfekte løsning.

Endelig har jeg fået en anden tilgang til hund, efter jeg har set min mands angst. Nu tager jeg det ikke længere selvfølgeligt, at alle kan lide hund, og det ikke er nok at sige "Den gør ikke noget". Det har jeg været slem til. Jeg undrer mig bare over, at det har taget så længe at finde ud af det.