Vrøvlehoved

Jeg elsker at være oppe sent om natten, når der kun er nattelyde. En seng, der giver sig, når nogen vender sig, køleskabet brummen, radiatorernes klikken, osv. Det er også oftest der, jeg skriver mine indlæg.

Men jeg kan godt se, at det der med det velformulerede forsvinder. Så selv om jeg ikke føler mig træt, så ses det på hvordan jeg skriver. Jeg vil gerne være velformulerende, sjov og inspirerende, men ender oftest bare med at være et usammenhængende vrøvlehoved. Til gengæld får jeg skrevet, og det er jeg både glad for og stolt over. Det er mit lille fristed, så bær over med vrøvlerierne og hæng på. Måske er der noget ved snakken fra min gamle dansklærer. At hvis du vil være god til at skrive, så skriv, skriv, skriv.

Inden bloggen skrev jeg sjældent. Mails ja, men det er oftest svar, spørgsmål og så lidt det løse, men meget var givet. Bloggen er stedet, hvor jeg starter ud med hvidt og helt selv vælger form og indhold. Jeg føler, jeg bliver bedre og det har jeg det godt med.

Mine døtre er ikke meget for at skrive, så jeg vil følge min læges råd, der fortalte, at hans søn heller ikke havde været glad. Men så havde en lærer tvunget eleverne til at fylde en side hver dag. Helt uden tanke på form, stavning og gramatik, men blot at skrive. Det havde gjort meget. Så denne sommer kan pigerne vente sig :-)

Sovende børn

Jeg er vild med dem og har altid været.

Jeg har så mange billeder af mine børn der sover, især min yngste, da hun sover tungt og nemt falder i søvn igen. Det er også en af grundene til jeg helst ville sove med vores børn hver nat i modsætning til min mand. At falde i søvn mens jeg kigger på mit barn, der sover og drømmer og studere trækkene er bare fantastisk. Der er gang i den i løbet af dagen, så der er aldrig roen til rigtig at studere og være eftertænksom, så det bliver der taget revance for, når vi har besøg. Det har vi heldigvis tit.

Det er så dobbeltmoralsk for jeg vil helst være fri nogen kigger på mig, når jeg sover. Jeg vil helst leve i en verden, hvor jeg tror jeg er yndig, når jeg sover og ikke snorker, taler i søvne eller savler. For selvfølgelig gør jeg ikke det.... ;-)

Hund

Her må jeg starte med at undskylde, hvis jeg overtræder rettigheder, men jeg vil gerne bringe et uddrag.

Uddrag fra en kronik i Familiejournalen af Michael Meyerheim med titlen “menneskets bedste ven”

Mit anstrengte forhold til de firbenede stammer utvivlsomt fra barndommen. Helt konkret fra den episode, hvor en glubsk rottweiler flænsede min højre arm i trevler, og jeg kun genvandt førligheden takket været en heltemodig indsats fra et special-team af læger på Rigshospitalets traumecenter, som arbejdede i døgndrift i en uge. Min far siger, jeg overdriver episoden. Han siger at det bare var en minipuddel, der snuppede en is ud af min hånd og straks løb sin vej.

Sådan en oplevelse har min mand også haft og er bange for hunde. Jeg voksede op med hunde og har altid troet, at jeg skulle have min helt egen hund, når jeg flyttede hjemmefra. Det blev ikke til noget for det passede ikke til de hjem jeg boede i eller den livstil jeg havde. Da jeg mødte min mand, kunne jeg godt se, at det nok ikke blev med ham, jeg fik hund.

Vi fik børn, og så kom snakken igen. De kender naboerne på deres hunde, men stadig var jeg bange for at noget af min mands angst skulle smitte af på dem, og derfor kom snakken igen på det med at få hund. Endelig var min mand på den, men jeg turde ikke. At få hund er mange års forpligtelse, så hvad nu hvis han gerne ville og ikke kunne.

Så var det, jeg fandt løsningen. Vi babysitter hunde. Det har været en fantastisk løsning for os. Vi har tre hunde, vi tager ind i ferier. Når jeg er ved at være træt af at blive vækket tidligt, fordi de skal luftes og ikke længere gider samle deres efterladenskaber op, bliver de hentet. Tilmed får vi gaver og middage. Børnene synes også det er fantastisk, for de får en følelse af at have hund og min mand ved alternativet havde været at have fuldtidshund. Det sidste viste sig ikke at fungere, da han stresser med hund omkring sig uanset hvor sød den er og hvor godt han kender den. Så en uge med hund nogle få gange om året er den perfekte løsning.

Endelig har jeg fået en anden tilgang til hund, efter jeg har set min mands angst. Nu tager jeg det ikke længere selvfølgeligt, at alle kan lide hund, og det ikke er nok at sige "Den gør ikke noget". Det har jeg været slem til. Jeg undrer mig bare over, at det har taget så længe at finde ud af det.

Fastelavnsboller

Jeg er ikke til kager, slik, osv, men fastelavnsboller! Dem kan jeg ikke få nok af. Jo mere creme, desto bedre. Det er godt, det er en sæsonvare, så jeg ikke fristes resten af året. Der kan jeg sagtens gå til bageren og bare nøjes med et lækkert grovbrød. Jeg har forsøgt at lave dem selv og har bare indset, at det ikke er det samme.

Til gengæld har jeg aldrig forstået svenskerne og deres semlor. Jeg husker stadig en veninde og jeg diskuterede fastelavnsboller og hvor gode de var og glædedes over at have fundet en "fælle", indtil det gik op for os, at hun snakkede om svenske og jeg om danske fastelavnsboller. Ingen af os forstod overhovedet den anden.

Det er mange år siden jeg har fået semlor, men efter Frk. Kræsen skrev om dem og kom med en af hendes flotte opskrifter på semlor har jeg ikke kunnet slippe tanken om at give dem en ny chance. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ændrer holdning, men det gør heller ikke noget. Så får familien også muligheden for at smage dem og give deres mening til kende.

29+ en del mere

Jeg har ikke et problem med min alder, men af en eller anden grund, så har jeg altid holdt fast i at jeg er 29. Måske startede det med min mand er yngre, men det er lidt ligegyldigt. Jeg er 29 ;-)

Flere har spurgt forsigtigt til om jeg ikke overvejede at blive 39, men jeg har holdt fast i at være 29. Min lillesøster og jeg diskuterer så om hun er ældre end mig, da hun har passeret de 40, og ja, aldersmæssig er hun, men ikke mht. fornuft og beslutningskraft. Der vil jeg altid være storesøster :-)

En af fordelene ved de 29+ år jeg er blevet, er, at jeg ofte sidder med gamle venner og snakker om hvad vores venskaber har betydet for hinanden. Den bevidsthed der er om venners betydning er noget, som er kommet med alderen og det mest fantastiske er, at jeg finder det er gennemgående, at vi siger det højt. Der er da ikke noget bedre end når ens venner fortæller, hvornår og hvorfor og stadigvæk er vigtig i deres liv. Tak for det.

Tøjskuffer

Meget længe har jeg undgået det, men i denne uge blev det så til noget. Tøjskufferne. Altså mine :-)

De har længe været overfyldte og da det er Ikea kommoder, går bunden så ud af dem. Det kan min mand heldigvis fikse, men jeg hænger på at få sorteret indholdet.

I går tog jeg et ryk. Der blev ryddet op i skufferne og bunken, som jeg var begyndt at have ved siden af. Det mest skræmmende er, at jeg stadig ikke kan få tøjet til at være der. Jeg forsøgte at give min mand 3 t-shirts, fyldte næsten en sort sæk til genbrug og stadig er der en bunke ovenpå kommoden. Det er altså lidt håbløst. Næste opgave må være at gå skabet igennem og se om jeg ikke kan få endnu mere væk og så håbe, at der bliver plads til bunken.

Mit hjerte går i stykker

Min datter har aldrig haft let ved at få venner og har været ensom i skolen. Men sidste år fik hun en god veninde og vi åndede lettet op for at det endelig var lykkedes. De så hinanden i løbet af sommeren, men efter ferien blev min datter total ignoreret af veninden.Det var så hårdt, men heldigvis var der kommet en ny pige i klassen, som min datter blev venner med og det var skønt at mærke, hvordan hun trivedes.

I de sidste uger har vi mærket at noget ikke var godt, men først i weekenden fandt vi ud af, at de to veninder har fundet sammen og vores datter er frosset ud. Det gør så ondt. Hun står på sidelinien og mindes hele tiden om, hvad hun ikke har længere.

Jeg havde ikke verdenens nemmeste skolegang og har sådan håbet, at mine børn skulle få det nemmere. Det er så hårdt at stå på sidelinien og ikke være i stand til at fixe det. Ligegyldig hvor meget jeg fortæller hende, at hun er dejlig og skøn og elskelig, så viser skolelivet  hende, at det ikke er sandt.

Kryds fingre for os, for det har vi brug for.