Monday, April 13, 2015

Ørerne ved nabobordet

Her i weekenden fandt jeg mig selv på en cafe, hvor jeg skulle få en time til at gå. Ren luksus, når man både har bog og smartphone med og fri opfyldning af kaffen.

Ved nabobordet sad to kvinder og egentlig er jeg ikke typen, som lytter med, men den enes strøm af ord og stemmen gjorde, at jeg ikke kunne lade være. Der blev talt og talt af kvinden og den anden sagde et enkelt pip hist og pist. Det var helt tydeligt, at de var i deres egen verden og talte om ting, som ikke var for andre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg mon gør det samme, når jeg er ude med venner eller familie. Taler fortroligt, hvor der er "usynlige" tilhørere.

Jeg tror det ikke. For jeg lærte min lektie for længe siden.

Jeg var lige flyttet hjemmefra til en by langt væk, boede på kollegieværelse og havde job. Der mødte jeg en sød fyr og tiltrækningen var gensidig. Vi så hinanden en del og endte med at tilbringe en nat hos mig, hvor vi bare snakkede natten væk. Om morgenen ringede vores fælles chef, som havde anet noget var under opsejling. Hun ville høre, om han var hos mig, for hans familie ledte efter ham. Først der fandt jeg ud af, at han havde en kæreste, som han egentlig var gået fra, men da der ikke havde været andre, så var det ikke blevet afsluttet ordentligt. Det blev det så, og han og jeg dannede par i to år.

Nå, men det var så der, jeg lærte at passe på. For en sen aften var jeg med toget hjem og 3 jævnaldrende kvinder kom og satte sig på sæderne modsat mig. Det viste sig, at være ekskærestens veninder, så jeg hørte om hende, men også om min kæreste og mig selv. Jeg forholdt mig passiv, men lovede mig selv at jeg aldrig nogen sinde, ville putte mig selv i samme situation. Dvs. jeg er stadig meget opmærksom på, hvem der kan høre mig i mine omgivelser.

Det råd bruger jeg også i udlandet. Hvem har ikke mødt andre danskere de mest besynderlige steder :-)



No comments:

Post a Comment