For længe siden havde jeg erhvervspraktik i skolen og valgte, at jeg skulle være ergoterapeut. Altså kom jeg i praktik på et aktivitetscenter for pensionister. Der mødte jeg Janne, en 80 årig dame, der var svagt seende, og hun fortalte, hun godt kunne bruge en som mig til at komme på besøg.
Jeg var frisk, så et par uger efter troppede jeg op hos hende, og det blev jeg ved med ugentligt, indtil jeg flyttede væk. Den sidste gang jeg besøgte hende, var hun 92 år, havde lavet hønskekødssuppe fra bunden til mig og fortalte, at det nok var sidste gang, da det krævede for mange kræfter. Vi fik også præsten til at komme på besøg og den dag i dag ærgrer det mig, at jeg ikke spurgte hende hvorfor. For vi havde ikke tidligere haft præsten på besøg og hun døde to måneder senere. Hvad var det hun kunne mærke?
Jeg lærte meget fra hende. Bl.a. at hendes liv som svagtseende foregik via tv og avisen, så alting uden for hendes dør var farligt og voldeligt. Det kunne jeg ikke genkende fra den verden, jeg bevægede mig I. Det tænker jeg ofte på, når jeg læser nyheder. At der ikke er særlig meget historie i de gode nyheder og derfor får de dårlige lov til at fylde alt for meget. Virkeligheden er ikke nyhedernes, men den jeg lever i.
Mest af alt tog jeg en af mine vigtigste livslektioner fra hende. Hun fortalte, at hun altid havde glædet sig til at blive gammel, så hun ville få tid til at nyde en cerut, drikke portvin og læse ugeblade. Nu var hun gammel og kunne ikke tåle cerutten, portvinen smagte hende ikke længere og synet var for svagt til at læse ugeblade. Så jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil udsætte noget, som er vigtigt for mig. Tak Janne!
PS Ergoterapeut var slet ikke mig :-)
No comments:
Post a Comment