Når jeg bliver gammel...

For længe siden havde jeg erhvervspraktik i skolen og valgte, at jeg skulle være ergoterapeut. Altså kom jeg i praktik på et aktivitetscenter for pensionister. Der mødte jeg Janne, en 80 årig dame, der var svagt seende, og hun fortalte, hun godt kunne bruge en som mig til at komme på besøg.

Jeg var frisk, så et par uger efter troppede jeg op hos hende, og det blev jeg ved med ugentligt, indtil jeg flyttede væk. Den sidste gang jeg besøgte hende, var hun 92 år, havde lavet hønskekødssuppe fra bunden til mig og fortalte, at det nok var sidste gang, da det krævede for mange kræfter. Vi fik også præsten til at komme på besøg og den dag i dag ærgrer det mig, at jeg ikke spurgte hende hvorfor. For vi havde ikke tidligere haft præsten på besøg og hun døde to måneder senere. Hvad var det hun kunne mærke?

Jeg lærte meget fra hende. Bl.a. at hendes liv som svagtseende foregik via tv og avisen, så alting uden for hendes dør var farligt og voldeligt. Det kunne jeg ikke genkende fra den verden, jeg bevægede mig I. Det tænker jeg ofte på, når jeg læser nyheder. At der ikke er særlig meget historie i de gode nyheder og derfor får de dårlige lov til at fylde alt for meget. Virkeligheden er ikke nyhedernes, men den jeg lever i.

Mest af alt tog jeg en af mine vigtigste livslektioner fra hende. Hun fortalte, at hun altid havde glædet sig til at blive gammel, så hun ville få tid til at nyde en cerut, drikke portvin og læse ugeblade. Nu var hun gammel og kunne ikke tåle cerutten, portvinen smagte hende ikke længere og synet var for svagt til at læse ugeblade. Så jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil udsætte noget, som er vigtigt for mig. Tak Janne!

PS Ergoterapeut var slet ikke mig :-)

Komplimenter

Her i den sidste tid har jeg øvet komplimenter med mine børn. Den yngste er meget udadvendt, den ældste ikke, så det er især en god øvelse for hende. Det går lala. De bliver sendt i skole med besked på, at jeg vil spørge hvilken kompliment de har givet. Da jeg spurgte den ældste forleden, fortalte hun, at hun troede ikke det gjalt den dag. Vi vil fortsat klø på :-)

Ideen tog jeg mig til mig, da en veninde, der bor i USA, var i Danmark med hendes 5 måneder gamle datter. Hun fortalte, at hun ikke kunne tage hjemmefra, uden hun fik en kompliment for datteren og i de tre uger, hun var i Danmark fik hun ikke en eneste.

Når jeg så tænkte på, hvor hårdt jeg syntes, spædbørnstiden var, så var det da oplagt, at næste gange jeg så en nybagt mor, at give en kompliment. Jeg prøvede og kunne se glæden, det gav. Samtidig er nogle af de kompliementer jeg har fået, der har gjort størst indtryk, kommet fra fremmede.

Vi vil klø på med aktion komplimenter. Det kan der kun komme noget godt ud af.

Formel 1 og blogindhold

Nu er det snart Formel 1 weekend igen. Min mand ser det så vidt muligt og er opslugt af omverdenen, mens det står på. Ofte med en datter på hver side, da de nyder at se tv med ham og så accepterer, det er biler, der kører rundt og rundt.

Sidste gang klarede Kevin Magnussen sig rigtig flot, og de danske aviser skrev stort set ikke om andet. Forsiderne var fyldt med artikler, med alle mulige vinkler fra begivenheden. Samtidig sad jeg og læste blogs og jeg så ikke en linie om det.

En af de største overraskelse jeg har fået fra blogverdene, er hvor lidt nyheder fylder. For mig er en stor del af forklaringen kønsforskellene, men alligevel. Jeg ved godt, jeg vist nok kun følger blogs skrevet af kvinder, men alligevel. Kan vi kun skrive om børn, mad og mode?

Jeg kigger på mine egne posts og synes ikke, jeg er et hak bedre. Men jeg synes også det er trist. For vores blogs fortæller om vores interesser og det er helt klart ikke aktuelle nyhedsemner, men meget mere navlebeskuende. Jeg vil være mere opmærksom på det og bevæge mig ud i nye emner, selv om det sikkert koster nogle øretæver. For så bliver det med meninger!

Vaskemaskine

Vi fik vores vaskemaskine for 13 år siden og den har klaret to spædbørn og alt det andet. Den fungerer stadig, men i modsætning til tidligere, hvor den var lydløs, virkelig lydløs, så har det ændret sig.

Det går nogenlunde, når det er selve vasken, men når vi kommer til centrifugeringen, går det løs. Det lyder som en jetjager i huset. Al samtale forstummer og vi sidder fastfrosset i ni minutter og fortsætter som ingenting, når det er ovre. Vi er efterhånden så vant til det, at vi ikke en gang tænker over, at vi ikke kan snakke sammen, mens det står på.

Vi har kigget på reservedele, men det ser ud som om, det ikke er noget, vi bør gøre selv og med alderen den har, er det nok nærmere en ny vaskemaskine, vi skal finde. Vi er bare sådan nogle, at hvis det virker, så får vi ikke rigtigt taget os sammen. Dog blev jeg mindet om det i nat.

Den yngste sov hos os og pludselig var lyden der. Den lyd man absolut ikke vil høre, når man sover og alt burde være tyst. Det stod ud af hende, så vi to voksne blev hurtigt meget vågne og flåede dyner og puder af og skiftede sengetøj. Der var også lige et barn, der skulle have skiftet tøj og skyllet hår. Der blev vaskemaskinen sat over, og jeg var sikker på, vi ville blive vækket igen, når den centrifugerede, hvilket dog heldigvis ikke skete. Vi var bare for trætte. Men jeg tror, jeg vil kigge efter en vaskemaskine, så vi er forberedt!

Den gang jeg fik kronisk dårlig samvittighed

Vi var til et middagsselskab, og sad og talte med en bekendt om at drikke, når man er gravid. Jeg ventede nemlig min første. Da kunne jeg fortælle, at jeg fornemmede, at det ikke ville skade barnet, hvis jeg fik en smagsprøve af min mands vin, men at det ikke var det værd mht. dårlig samvittighed.

Da jeg var 11 uger gravid var vi på rundtur i Italien, og nøj, hvor jeg savnede at smage vin og blive lidt glad småsnaldret. Jo, jeg fik lidt af min mands vin, men sjældent, da det jo ikke gjorde andet end understrege, hvad jeg ikke måtte, besluttede jeg mig for helt at undgå alkohol i graviditeten.

Det var så efterfølgende at vi var til middag og spørgsmålet blev stillet. Lige den aften slog det mig, hvad det ville sige at blive forældre. Den kroniske dårlige samvittighed. Den er der jo stadig selv om børnene er blevet tweens, og kan alting selv.

Jeg tænker tit tilbage til spædbørnstiden, og hvor rædsom jeg synes den var. Meget, meget lidt søvn og at næsten alle spørgsmål føltes som angreb, så man forsvarede de valg, man tog i forhold til sit barn og familie. Vores ældste var så dårlig til at sove, og når jeg fortalte det, fik jeg altid råd og fortællinger om hvad andre havde gjort. Så vi prøvede det ene, det andet ...og det tiende og følte os bare som endnu dårligere forældre. Så jeg prøver at være god til, når nogen fortæller om noget, der er dumt, at huske at ofte har de ikke brug for mine ideer, men meget mere "Hvor må det bare være svært." og så klappe i. Det er svært at være en lytter, men nej, hvor var det lige det, jeg godt kunne have brugt.

Forældrerollen synes jeg er så svær, fordi der ikke er en facitliste og man derfor bliver så hudløs. Men i stedet for god dialog, så synes jeg ofte det ender med angreb og forsvar, fordi der er sådan et behov for at retfærdiggøre forældrestilen. Som forældre kæmper jeg i forvejen nok med at føle mig god nok.

Det var ikke lige det jeg forventede af at blive forældre, men den kroniske dårlige samvittighed er blevet en fast følgesvend. Heldigvis er der så også meget andet, der følger med :-)

Forsvundet fly

Hver morgen står jeg op og håber, at man har fundet det malaysiske fly. Det er så uforstående for mig, at et fly kan blive væk. Jeg føler, vi er i en tidsalder, hvor man ikke kan pille næse uden der nogen som har set det. Så hvordan kan et fly forsvinde og hvordan kan man have så lidt viden om hvor det er. Det er mig ubegribeligt.

Samtidig synes jeg også, det giver mig nogle forbehold til det at rejse. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdelig det er for de efterladte ikke at vide, hvad der er sket. Den situation vil jeg gøre meget for ikke at sætte mine pårørende i.

For nogle få uger siden, mistede ejendomsmægleren, vi købte huset af, livet i en ulykke. Hun er et par år yngre end mig og har to børn, der er lidt ældre end mine. Det ramte mig meget. Derfor har jeg også haft mit eget liv til revision især i forhold til mine børn.

Hvad nu hvis det værste skulle ske, er der så noget, jeg ville ønske jeg havde gjort. En af de ting jeg har fået ud af det, er at jeg er ved at lave en opskriftsbog med livretterne. Den kan jeg nu også godt selv have glæde af, da jeg ofte ender med at lave den samme ret igen og igen og glemmer derefter alt om den. Det kunne være rart, at have noget at vende tilbage til.

Jeg vil allerhelst bare lade være, men jeg kan mærke, at dette er noget af det, jeg skal gøre. Så det gør jeg. 

Paris

Jeg går og leger med tanken om en forlænget weekend i Paris med børnene. Bare dem og mig pga. mandens arbejde. Jeg er lidt forbeholden, da det nok bedst kan lade sig gøre i juli, hvor der er propfyldt med turister og varmt, og så også at være ene voksen med børnene i et land, hvor sproget er fremmed.

Min datter drømmer om at se Eiffeltårnet og jeg har aldrig fået set Paris, så jeg synes, det er et oplagt rejsemål. Jeg kan ikke mindes mine forældre nogen sinde tog mig nogen steder hen, fordi jeg gerne ville se noget. Første gang jeg blev det bevidst, var da jeg talte med en kollega, der fortalte, at da Berlinmuren faldt, vækkede hans forældre ham og søsteren og så kørte de til Berlin. De både sad på muren og fik et stykke med hjem. Det synes jeg er ret fantastisk og måske kan det ikke helt sammenlignes, men forhåbentlig kan min datter få lidt samme følelse, hvis vi kommer til Paris.

Jeg synes, det er vigtigt at se og høre mine børn og tage dem alvorligt og stadig huske de er børn og skal have lov til det. Dermed er det også mig, der vurdere konsekvensen af deres ord og handlinger. Så hvis min datter drømmer om at se Eiffeltårnet, og jeg alligevel har leget med tanken om en weekend ferie med børnene, hvorfor så ikke!