Paris

Jeg går og leger med tanken om en forlænget weekend i Paris med børnene. Bare dem og mig pga. mandens arbejde. Jeg er lidt forbeholden, da det nok bedst kan lade sig gøre i juli, hvor der er propfyldt med turister og varmt, og så også at være ene voksen med børnene i et land, hvor sproget er fremmed.

Min datter drømmer om at se Eiffeltårnet og jeg har aldrig fået set Paris, så jeg synes, det er et oplagt rejsemål. Jeg kan ikke mindes mine forældre nogen sinde tog mig nogen steder hen, fordi jeg gerne ville se noget. Første gang jeg blev det bevidst, var da jeg talte med en kollega, der fortalte, at da Berlinmuren faldt, vækkede hans forældre ham og søsteren og så kørte de til Berlin. De både sad på muren og fik et stykke med hjem. Det synes jeg er ret fantastisk og måske kan det ikke helt sammenlignes, men forhåbentlig kan min datter få lidt samme følelse, hvis vi kommer til Paris.

Jeg synes, det er vigtigt at se og høre mine børn og tage dem alvorligt og stadig huske de er børn og skal have lov til det. Dermed er det også mig, der vurdere konsekvensen af deres ord og handlinger. Så hvis min datter drømmer om at se Eiffeltårnet, og jeg alligevel har leget med tanken om en weekend ferie med børnene, hvorfor så ikke!