I dag var jeg til min årlige læge check. For tyk og for højt blodtryk, men ellers ikke noget. Jeg fik en række spørgsmål og en af dem, var hvor meget jeg drak.
Hmnnn. Som regel åbner jeg en flaske hvidvin fredag aften, og den holder typisk weekenden ud. Min mand foretrækker øl. Jeg synes egentlig ikke, det er særlig meget, men lægen mente, at en måneds pause kunne være en god ide. Så nu er det aftalt, at jeg starter i løbet af januar.
Jeg glæder mig til udfordringen og tror, den bliver sværere, end jeg har lyst til at erkende, uden at jeg synes, jeg har et problem. Et eller andet sted håber jeg vel egentlig, at det ikke gør nogen forskel på mit helbred. Tænk hvis det gør!
Det sidste år har jeg skåret meget sukker væk fra min kost, og det var ikke særlig svært, så længe jeg ikke er fanatisk. Jeg er nu langt mere bevidst om, hvornår maden indeholder sukker ligesom jeg yderst sjældent spiser sødt hjemme eller dessert, hvis jeg er ude. Det er til stor irritation for min veninde, der altid er klar til dessert, men til deling og jeg altid takker nej.
Nu vil jeg håber, du får en dejlig weekend, mens jeg henter mig et glas vin :-)
Jeg låner fra Adele for at fortælle, at jeg stadig er her og ikke har glemt min blog. Men min pause var så dejlig, at jeg fortsatte.
Nyt siden sidst. Faktisk ikke særlig meget. Min mand rejser mere, så jeg har flere dage, hvor jeg er alene med pigerne. Heldigvis er de store og dygtige og vi får det bedste ud af det. Dog ikke mere end de glæder sig til at se ham igen.
Da den ældste var 1 år, havde hun ikke noget sprog. Men hun kunne sagtens gøre sig forståelig. Så når far tog på arbejde, fik hun lidt tid foran tv, så da han en dag hang for længe over morgenmaden hentede hun hans sko. Han forstod et hint :-)
I weekenden skal jeg på tøsetur med min søster. Vi skal på hotel midt i byen og som den planlægger jeg er, så ved jeg allerede, hvor vi skal spise brunch, aftensmad og have drinks. :-) Heldigvis er hun vant til det. Ih, hvor jeg glæder mig. Så skal jeg også farve hår. Det gør jeg altid på hotel og det er længe siden.
Min veninde havde inviteret på koncert og hotelophold, og jeg måtte aflyse. Jeg fik influenca efterfulgt af lungebetændelse. Jeg har før været så syg, men aldrig så længe. En måned er der gået siden og først nu er jeg ved at komme i gang igen. Familien har været enestående, hvilket har gjort det meget nemmere.
Mega lang blog pause har været rigtig godt for mig. En lille smule dårlig samvittighed, men når den dukkede op, tvang jeg mig selv til at overveje, hvorfor jeg har en blog.
Jeg har en blog, for at skrive, når jeg har noget på hjertet og har lyst. Ikke fordi der er gået tre dage siden sidste indlæg eller fordi jeg skal holde fast i læsere. Altså skrev jeg bare ikke.
Vi var i Montreal, og det var skønt. Jeg er vild med byen, det er min mand også og vores børn elskede poolen på taget med udsigt til byen. Helt sikkert en ferie vi godt gider gøre igen.
Vi havde en uges hjemmeferie. Det var forbudt at lave husprojekter. Dvs. vi brugte en hel dag på at lægge puslespil, tog på udflugt i nabobyen og spiste mere ude end normalt. Det var også rigtig godt.
Sommerferien var lang og god, men alligevel kan jeg ikke forstå, at dagligdagen er tilbage, og at det var den sommer. Jeg er slet ikke klar. Jo mere vi har tid hjemme som familie, jo mere indser jeg, at vi er ligesom flokdyr. Vores familie har det bedst, når vi er hjemme og får lov til at gøre hvert vores. Bare resten af familien er i råbe distance :-)
Jeg håber, I har haft en god sommer og fået skabt en masse gode oplevelser.
Vi har haft gæster, og det var skønt. Der blev snakket, hygget og drukket meget :-)
Nu er vi næsten på vej til Montreal. I år fylder jeg nemlig rund, og i stedet for en stor fest, har jeg valgt at jeg vil til Montreal. Vi har lejet en luksuslejlighed via airbnb. Luksus fordi der er pool på taget, så jeg ser mig selv sidde med en drink og en bog, mens resten af familien er i vandet. I stueetagen er der et supermarked, så jeg forventer heller ikke, der bliver lavet meget mad :-)
Montreal har mange tilbud, men helt ærlig, så har vi ikke særlig meget på programmet, men tager i stedet for og finder ud af det, når vi er der. Jeg er sikker på, vi nok skal få oplevelser.
Vi har bestilt bord på en god restaurant og en guided gåtur i det historiske af byen, og glæder os meget til begge dele.
Jeg har drømt om at holde ferie på et all inclusive resort, men er hverken til sand eller sol. Jeg er meget mere til storby. Altså blev dette mit bedste alternativ til det og helt ærlig: Jeg er så glad for beslutningen.
Hvorfor Montreal? Sidste år var det Paris og så lød Montreal som en god fortsættelse og anderledes nok til at det bliver noget særligt. Det skal trods alt gøre det ud for den store suppe, steg og is fest, som kunne have været alternativet. Nå, her skal pakkes :-)
Min mand vasker ikke sin bil så tit. HA. Det kan jeg kun sige, fordi han vaskede min bil som morsdagsgave og hans ikke har set en bilvask i år. Så det er måske ikke helt fair.
Det kan godt ses og det er ikke altid rart at skulle åbne bagsmækken. Forleden havde jeg købt ind og skulle til at sætte mig ind i bilen og tænkte umiddelbart "at bilen ved siden af var mere beskidt end vores" og smilede. Jeg grinede lidt over, at det gjorde mig glad.
Der er faktisk rigtig mange små ting i dagligdagen, der giver mig smil og læberne, og jeg har lover mig selv at samle på dem den næste tid. Dvs. at jeg vil være mere opmærksom på at bemærke dem. Det glæder jeg mig allerede til.
Vi har lige haft huset fyldt af feriegæster. Dvs. det ene par er rejst, men her er stadig et par tilbage. Jeg elsker det. Især denne slags, hvor jeg ikke laver mad og det føles, som om vi altid lever af rester, og ellers er det gæsterne, som kokkererer. Morgenmaden har vi hver især valgt, så nogen får havregryn med musli, andre yoghurt og endelig er der dem, der endnu ikke er carb forskrækkede og spiser brød.
Vi oplever ikke alverden, for vi nyder bare at trisse rundt herhjemme. Nogen læser, nogen spiller og andre tager middagslur. Der bliver gået ture, kørt på småture og lagt puslespil.
Selv om vi har gæster, så føles det også som ferie for os. Det er skønt at sætte tiden i stå og bare være sammen.
Vi er heldige, for vi har god plads, og derfor kan man altid finde et sted at være alene.
Den største overraskelse har været, at alle er i seng kl. 22. Det er jeg ellers aldrig. Men jeg tror, vi har drukket vin og oplevet nok, og så trækker sengen og en bog. Det passer mig i hvertfald fortrinligt, og det har været dejligt at vågne op udhvilet næste dag.
Lige om lidt får vi feriegæster, og vi glæder os så meget. Den sidste uge har vi haft travlt med at blive klar og det er vi så nu.
I dag stod jeg og lavede mad til et par dage, for at vi kan have det nemt og endte med en af de store, kedelige opvaske. Mens jeg fjernede den, så slog det mig, at jeg da vist altid har grebet den slags røvs.... opgaver lidt anderledes an end de fleste.
Når jeg har en af de dumme opvaske, så tricker jeg mig selv til, at jeg ikke behøver tage det hele på en gang, men at hvis nu jeg bare tager alle gryderne, så kan det andet vente. Altså starter jeg med vores glasgrydelåg, og når jeg nu er i gang med dem, så kommer de fine vinglas også med. Nu har jeg vandet og det er endnu ikke så beskidt og så kan jeg lige tage.... På den måde har jeg fået taget mange opvaske, hvor jeg i stedet for at løbe sur i det, føler en stor tilfredsstillelse bagefter.
Sådan klarer jeg også mine papirbunker. Sorterer dem op i nemt og svært. Så kommer alt det nemme væk. Så sorterer jeg den svære bunke op og finder andre nemme ting. Og sådan ender jeg så med de seje papirer, der kræver noget særligt, men da der kun er dem tilbage, så er det næsten overskueligt.
Det er noget pjat at narre sig selv - ikke? :-) Men det virker her.
Dette bliver nok det vigtigste indlæg jeg har lavet til dags dato. Det bliver det, fordi denne blog skriver jeg, for at mine børn kan lære mig bedre at kende, når de en gang bliver voksne, og dette er kernen af, hvad jeg gerne vil lære dem.
Jeg startede min blog, fordi en blogger havde en konkurrence, hvor man kunne vinde en cykel og et krav var, at man postede på sin blog. Jeg ville meget gerne vinde en cykel, så jeg skabte min blog og har holdt fast siden. (Jeg vandt ikke cyklen og var lidt mopset over at vinderen ikke havde en blog. Altså stoppede jeg med at følge den blogger, som i mine øjne blev utroværdig).
Jeg følger en masse blogs. Nogle pga. konkurrence, nogle pga. humor og andre bare fordi. Det er ikke så tit, jeg vælger blogs fra selv om jeg burde, da mange indlæg er irrelevante for mig. Sidste år skete det dog.
En blogger jeg fulgte, skrev en muggen kommentar om ikke at være inviteret med til et arrangement for bloggere. Holdningen var, at hun var fravalgt. Jeg indrømmer, at jeg var noget overrasket over hendes tone. Jeg kan ikke se, hvordan man bliver fravalgt til et arrangement. Man bliver måske ikke tilvalgt, men der er langt fra det samme. Når jeg deltager i en konkurrence, kan jeg være heldig, men det er altså ikke uheldigt ikke at vinde. Men bloggerens holdning var helt klart, at der var en elite, som hun blev holdt udenfor og at det ikke var ok. Det gav mange kommentarer, men hun rykkede sig ikke. Det hjalp nok hellere ikke, at hun blev støttet af en anden blogger, der havde det på samme måde, efter at have blogget i 2 måneder!!!
Da jeg læste hendes efterfølgende indlæg så jeg lige pludselig, at det var meget kernen i hendes blog. At det var synd for hende og at hun oftest følte sig fravalgt. Da besluttede jeg mig for, at hendes blog ikke var for mig.
Jeg tror på, at vi selv skal tage ansvar. Hvis jeg er ked af ikke at være inviteret til noget, kan jeg jo pænt spørge arrangøren, om det er en fejl og om der er en mulighed for at komme med til næste. Men at give alle en dum smag i munden ved at klage til alle, er tarveligt. Synd for arrangøren og synd for deltagerne og kan kun ødelægge noget af glæden for de heldige og ikke gøre noget som helst for den forudrettede.
Kære børn, jeg håber, I forstår at gribe livet og få det bedste ud af det. Spild ikke tiden på ærgelser, men grib i stedet for hver dag og løb med den! Carpe Diem.
Et ps. Grunden til at dette indlæg kommer nu er, fordi bloggeren endnu en gang skabte røre mht. at være fravalgt. Hvor er jeg glad for, jeg stoppede med at følge hende - det var mit valg :-)
Vi har simpelthen alle været syge i maj. Både mand og barn har været på penicilin, og det har været nogle seje uger, hvor ingen har haft energi. Værst har det været at vores ellers så gode piger ikke har kunne udholde synet af hinanden. I vores familie bliver alt og alle dumme, når man er syg, så tonen har ikke været god. Ingen priser for at være gode forældre i maj måned!
For godt ti år siden var jeg gravid med den yngste og lå en del i sengen. Jeg lå tit og tænkte på, at loftet trængte til at blive malet. Det er sket i maj. I 2015!!! Til gengæld er væggene også malede. Den røde væg i soveværelset, jeg altid drømte om og som så egentlig ikke var særlig fed, den er væk! Jubiiii. Nu er det kedelig hvidt loft og lige så kedelig cremet hvidt på væggene. Men nøj hvor er det godt at få klaret. Hellere kedelig vægge end snuskede farvede vægge.
Juni bliver måneden med gæster og skoleafslutning med tilhørende aktiviteter. En hel anden måned, som jeg ser meget frem til.
Jeg er lidt stille for tiden. Egentlig tænkte jeg, at det nok er fordi det er forår. Min yndlingsårstid, fordi naturen bliver i farver og fordi der er længst til vinteren og kulden.
Men i slutningen af april fik jeg en virus på balancenerven. Dvs. at når jeg sad stille, så sejlede alt. Når jeg stod op, var det som en boble, som var uvirkelig, og hvor jeg ikke kunne finde ud af op eller ned. Jo, jeg fik kørt, når det var nødvendigt og uden at føle, det var en trussel for mine medtrafikanter, men det krævede koncentration.
I en uge lå jeg primært i sengen og lyttede til lydbøger. Det var alt, hvad jeg kunne finde ud af.
Det værste var, at jeg ikke længere var "skarp". Jeg plejer at være organiseret, og pludselig var jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne holde på en tanke. Når jeg skulle ud af døren, tog jeg sutsko på. Prøvede jeg på at udføre noget, så endte jeg ofte med at have glemt, hvad jeg skulle, inden jeg fik startet.
Det er blevet meget bedre. Nu tænker jeg ikke så meget over det, selv om jeg godt kan mærke, at der stadig er plads til forbedring. F.eks. lige nu har jeg mest lyst til at klamre mig til mit keyboard, så jeg ikke falder ned fra stolen, for jeg føler, jeg sejler. Ligeledes taber jeg stadig tråden, når jeg taler (mere end normalt). Det kommer til at tage tid, og det er ok. Bare det fortsat går den rigtige vej.
Det havde jeg ikke rigtig fået med. Min vinter var bare for lang og
for kold, og selv om jeg har sukket efter forår, så var det ikke feset
ind, at kalenderen har bevæget sig langt ind i maj.
Der
er også en fødselsdag i slutningen af april, jeg total overså. Vi bor
langt væk, så vi plejer at sende kort og email, men i år var det
fuldstændig væk.
Min mand har spurgt mig, hvordan jeg
ønsker at fejre mors dag. Det har jeg egentlig ikke haft nogle planer
om, for vi plejer at gøre det meget low key. Men nu slår det mig, at jeg
allerhelst vil have en dag, hvor tiden ikke eksisterer. Dvs. at vi
spiser, når vi har lyst og bare lader dagen flyde. Det synes jeg altid,
jeg kan mærke på kroppen, når vi har gjort. Det er bedre for mig end et
besøg i fitness centeret.
Men når tiden på samme måde
forsvinder i hverdagen, så bliver jeg forpustet. For så har jeg følelsen
af, at om lidt vælter læsset af et eller andet jeg skulle have gjort,
som jeg ikke opdagede.
Øv altså. Er det ikke typisk. Man går på en eller anden kur og så indhenter hverdagen en?
Det gik fint i starten, med at undgå sukkeret. Næsten to uger uden og ikke specielt svært. Men så er der lige, dagligdagen indhentede mig.
Den lokale isbutik havde et godt tilbud, og vi trængte til som familie at gøre noget, vi aldrig gør. Jeg var mest til at blive hjemme, men synes ikke det var rigtigt. Jeg overvejede også, om jeg bare kunne lade være med at spise noget. Der var det så, at jeg gjorde op med mig selv, at det virkelig var at gå for langt med at undgå sukker. Det er netop i sådan en situation, der skal være plads til at være "uartig".
For længe siden blev en ernæringsekspert spurgt om, hvordan man bedst klarede julens spiserier. Hans svar "Problemet er ikke, hvad man spiser mellem jul og nytår, men hvad man spiser mellem nytår og jul". Det svar tog jeg til mig.
Så jeg vil forsøge at holde mig fra sukkeret i min dagligdag, men give plads til det, når der er særlige anledninger.
Jeg har længe kredset om, at jeg godt ville skære ned på mit sukkerforbrug, men så var der altid lige et eller andet, der kom i vejen. For jeg ved, at det virker bedst for mig med en kold tyrker i starten.
Sidste mandag blev dagen, hvor jeg besluttede mig for, at det var nu. De første par dage var slemme. Jeg følte, jeg kravlede op og ned af væggene, men stod i mod. Til gengæld var det så slet ikke svært i slutningen af ugen.
Helt undgik gjorde jeg ikke, men det var mere et valg. F.eks. vil jeg have lov til at drikke en flaske vin i weekenden, så jeg tror nok, at jeg indtil videre vil give mig selv lov til at skulke en gang i ugen. Men det er fantastisk at slippe for sukkertrangen.
Sangen: Annie Lennox har lavet en sang "Sugar", men den kunne jeg ikke finde på youtube. Så I stedet bliver det denne, hvor hun sparker r..
Her i weekenden fandt jeg mig selv på en cafe, hvor jeg skulle få en time til at gå. Ren luksus, når man både har bog og smartphone med og fri opfyldning af kaffen.
Ved nabobordet sad to kvinder og egentlig er jeg ikke typen, som lytter med, men den enes strøm af ord og stemmen gjorde, at jeg ikke kunne lade være. Der blev talt og talt af kvinden og den anden sagde et enkelt pip hist og pist. Det var helt tydeligt, at de var i deres egen verden og talte om ting, som ikke var for andre. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om jeg mon gør det samme, når jeg er ude med venner eller familie. Taler fortroligt, hvor der er "usynlige" tilhørere.
Jeg tror det ikke. For jeg lærte min lektie for længe siden.
Jeg var lige flyttet hjemmefra til en by langt væk, boede på kollegieværelse og havde job. Der mødte jeg en sød fyr og tiltrækningen var gensidig. Vi så hinanden en del og endte med at tilbringe en nat hos mig, hvor vi bare snakkede natten væk. Om morgenen ringede vores fælles chef, som havde anet noget var under opsejling. Hun ville høre, om han var hos mig, for hans familie ledte efter ham. Først der fandt jeg ud af, at han havde en kæreste, som han egentlig var gået fra, men da der ikke havde været andre, så var det ikke blevet afsluttet ordentligt. Det blev det så, og han og jeg dannede par i to år.
Nå, men det var så der, jeg lærte at passe på. For en sen aften var jeg med toget hjem og 3 jævnaldrende kvinder kom og satte sig på sæderne modsat mig. Det viste sig, at være ekskærestens veninder, så jeg hørte om hende, men også om min kæreste og mig selv. Jeg forholdt mig passiv, men lovede mig selv at jeg aldrig nogen sinde, ville putte mig selv i samme situation. Dvs. jeg er stadig meget opmærksom på, hvem der kan høre mig i mine omgivelser.
Det råd bruger jeg også i udlandet. Hvem har ikke mødt andre danskere de mest besynderlige steder :-)
Smykker er slet ikke mig. Jeg kan ikke finde ud af at skifte, så i stedet har jeg nogle ganske få, som jeg så bruger konstant.
Da min mand og jeg blev forlovet, var vi ude og kigge på ring sammen, og mit valg blev uden sten. Aftalen var så, at i stedet for en vielsesring, skulle jeg få en sten i ringen. Da vi 2 1/2 år senere stod overfor det, fandt jeg, at en sten ville være forkert i ringen. I stedet for valgte jeg at få en diamant i en halskæde.
Det valg har jeg altid været glad for, men da vi fik to døtre, som begge altid har beundret min lille sten meget, så har jeg altid haft det lidt dårligt med, at det ville være eneste smykke, jeg har at give dem i fremtiden. Derfor har jeg længe overvejet at få en "tvillinge" sten i min kæde. Men det er ikke blevet til noget.
Min bedste veninde købte en kæde med en diamant, som det første, da hun endelig blev uddannet og begyndte at tjene penge. Den kom hun forleden og gav mig, da hun ikke har brugt den længe og siden har fået langt flottere smykker. Den er næsten magen til min, så når jeg har fået skiftet fatningen til samme som min, kommer den i kæden til den anden. Tænk at jeg så både bærer en lille del af min kæreste veninde samtidig med at de to sten symboliserer mine børn.
Forleden postede en af mine venner denne på Facebook. En mand ligger i sengen, og konen står ved siden af og siger "Du er ikke dødssyg - det er bare en forkølelse".
Den passer bare så godt på min mand og ældste datter. Den yngste er total rå, når hun er syg, mens jeg selv vist er et sted i midten.
Nå, men den ældste har lige været syg og hjemme fra skolen i tre dage. Nøj, hvor er det længe. Meget længe. Og så har hun egentlig været rigtig dygtig og ikke halvt så pyldret, som jeg havde forventet. Men jeg glæder mig til en hel nats søvn, hvor jeg ikke bliver vækket af et grædende barn, der ikke kan sove. Når det sker, er jeg tilbage til tiden med små børn.
Heldigvis er vi alle på benene igen og skal nyde en stille og rolig påske.
Meget længe, og vi taler om år, har jeg drømt om at tage på hotel og få fancy drinks i baren. Det skete i weekenden. Jeg havde inviteret to veninder, der var helt med på det.
Vi drak vin og sludrede og veninderne havde friske blomster og duftlys med, så værelset næsten blev hyggeligt. Vi ordnede negle, vi brugte en sukkerskrub i badet, og vi lavede facials med masker. Ingen børn til at forstyrre og slås om fjernbetjeningen og snacks, der holdt hele aftenen.
Maden på hotellet var lala, men til gengæld nød vi baren. Jeg fik mine drinks og min ene veninde mindst lige så mange. Den anden får en medicin, der går ud over leveren, så hun drak ikke. Sådan er det at nå vores alder. Der er altid en eller anden skavank, der får os til at opføre os anderledes end vi ville for år siden. Ligesom nok havde jeg drømt om drinks, men så mange kan jeg altså heller ikke drikke, så hovedet havde det helt fint næste dag. Der er helt klart forskel på at drikke nu, og da jeg var yngre.
Vi havde ikke prøvet en weekend sammen før, så vi var alle lidt spændte på, om det nu også blev godt. Det gjorde det, så vi er klar til at gøre det om. Lige nu taler vi om, at vi næste gang vil smide den enes familie på hotel, for så kan vi kvinder hygge os i deres hottub :-). Jeg er ligeglad, hvor det bliver, bare det bliver!
Du skal bruge:(ca. 6 mellemstore wraps) 250 g økologiske past. æggehvider6 øko æg4-5 spsk Skyr3 spsk Loppefrøskaller1-2 spsk fint kokosmel2 tsk saltKokosolie til stegning Sådan gør du:Blend alle
ingredienserne sammen og lad dejen hvile i ca. 10 min til den får en
mere fast konsistens. Smelt så lidt kokosolie på en pande og steg ca.
1-1 1/2 dl dej adgangen ved medium varme. Giv dem 1-2 min på hver side
til de er gyldne. Nydes lune med dit favorit fyld, men kan også
opbevares på køl eller fryses ned til senere brug. Velbekomme! Og tak
til Maria for en fantastisk low carb opskrift.
Jeg besluttede mig for, at det skulle prøves.
Min variation: 250 g økologisk past. æggehvider - Mon ikke det er det samme, som 2,5 dl. Jo, det tror jeg :-) 6 øko æg - æg er vel æg, så 6 æg blev knækket 3-4 spsk skyr- hmnn. Ahhh, jeg har græsk yoghurt. 1-2 store skvat og den er hjemme 3 spsk Loppefrøskaller- hvad er det. 3 spsk. er ikke så meget, så det springer vi over 1-2 spsk fint kokosmel - lyder sødt, så nej tak. 2 tsk salt - gjort Kokosolie til stegning - yeahh det har vi.
Resultatet:
Ikke en eneste lignede noget, der mindede om en wrap, men de smagte fantastisk.
Et par dage senere prøvede jeg med de rigtige ingredienser, og der det meget bedre. Mindst 4 hele wraps ud af 6 :-)
Det her er bare så typisk min måde at lave mad på. Nogen gange går det godt og andre gange..... Jeg kan bare ikke finde ud af at følge en opskrift slavisk. Jeg prøver, men et eller andet går altid galt. Heldigvis har både min familie og jeg lært at leve med det, da min mand heller ikke er en ørn i køkkenet.
Derhjemme var mine børn ved at blive store, og jeg skulle indstille mig på, at
det, jeg havde brugt rigtig meget tid på at dygtiggøre mig i – nemlig at
fodre forbipasserende heste, ænder, og dyr i det hele taget, foruden
cykelture ud i det blå – ikke længere var en så sindssygt efterspurgt vare.
Steffen Brandt kan noget med ord og overstående rammer lige præcis, der hvor jeg er i forhold til mine børn. 10 og 12 år. Ikke længere babyer og heller ikke helt voksne, men selvstændige nok til, at deres liv ikke længere inkluderer mig så meget.
Det er helt fantastisk at nå hertil. Ikke meget natteroderi længere, ingen bleer, ingen madning, men heller ikke nogen klappe kage, holde hånd eller kunne løfte dem.
Det giver så mig en frihed, jeg er ved at finde mig tilrette i. Det havde jeg aldrig troet skulle være svært, for hvor har jeg længtes efter at komme hertil. Men nu hvor jeg er her, så synes jeg ikke, det er helt så skønt, som jeg havde troet. Alt det som jeg er blevet rigtig god til de sidste 12 år, er lige pludselig ikke så efterspurgt. Alså skal jeg finde en ny kompetence.
Nu vil jeg gå i seng og kigge lidt på mine sovende børn.
Det var en glad pige, der fejrede fødselsdagen med øjne, der strålede. Strålede på den der måde, som kun kan ses hos børn. Jeg labrer det i mig, da jeg snart står med to teenagere i stedet for.
En af mine yndlingsudsendelser er Inside Actors Studio, hvor en del af programmerne kan ses på youtube.com. Der har man så fjernet alle filmklippene, så udsendelserne mister lidt, når man diskuterer den netop viste scene. Pyt, det lever jeg fint med, for jeg får stadig meget ud af serien.
Et af de spørgsmål, der altid kommer op, er at intervieweren spørger om "yndlingslyd". Mit svar ville uden tøven være, mine børns latter. Den, der kommer helt nede fra maven og er uden forbehold. Hvor ville jeg ønske, den fortsatte.
Vi bor langt fra familie, så det er ikke usædvanligt, at der bare er os, når der er fødselsdage. Sådan er det, og så har jeg til gengæld givet den hele armen, når det har været børnenes fødselsdage. Der har været fest for vennerne og herhjemme får den heller ikke for lidt.
Der pyntes op til om morgenen med flag, balloner og masser af gaver. Ja, jeg køber også ind hele året, så jeg er sikker på, at bordet bugner.
Dage før sætter vi os og snakker om, hvordan dagen skal forløbe, og hvad fødselaren ønsker af mad. Hjemmelavet kage eller købt, is, aftensmad og morgenmad. Alt i detaljer. Det gør det meget nemmere for mig, og fødselaren nyder at bestemme.
I år bliver de 10 og 12. Den ældste er allerede ved at miste troen på magien selv om intet har ændret sig. Men som overblikket er kommet med alderen er det ikke længere noget særligt at opleve alle vores tiltag. Uanset hvad, håber jeg, hun stadig kan mærke dagen er særlig.
I morgen bliver den yngste 10 år. Hun meddelte i går, at vi burde være ekstra søde i dag, da det er hendes sidste dag i enkelt cifrerne. Fremover vil der kun være to cifrede fødselsdage og måske tre cifrede. Hvor mon det kommer fra, for matematik er bestemt ikke hende :-)
Jeg håber, hun fortsat vil tro på magiske fødselsdage lidt endnu. Jeg vil i hvertfald gøre mit.
Jeg vågner for tidligt til at stå op og for sent til at sove igen. Det er stadig mørkt udenfor og alt omkring mig er kun skygger. Det er for tidligt til at tænde lyset, for jeg er ikke klar til det skarpe skær, det vil give.
Jeg ligger i højre side af sengen med ryggen til min mand. Der er en tryghed i at lytte til hans dybe åndedræt, der næsten kan forveksles med snorken. Jeg kan ikke se ham, men efter 17 år sammen, så ved jeg, at han ligger tæt på kanten af sengen med dynen halvt over sig. Den anden halvdel har han i søvne givet til vores yngste datter.
Hun ligger mellem os. Jeg kan mærke hendes arm ligger hen over mit ansigt. En anden hånd hviler på min ryg og fødderne får varme fra mine ben. Lidt efter flytter hun sig og nu ligger vi ryg mod ryg. Jeg vil gerne sige, at hun sover hos os, fordi hun ikke kan sove alene. Men det gør hun ikke.
Hun ligger der, fordi jeg ved, at hun er ved at blive stor. Jeg ved, at der ikke er længe til, hun ikke længere synes, det er cool at sove med os. Så jeg udnytter det.
Terror i København! Jeg er sur, jeg er gal, jeg er rystet, jeg er sorgfyldt og mest af alt er jeg uforstående.
Jeg forstår ikke, hvad der får mennesker til at synes, det er deres opgave at myrde.
Noget jeg er overbevist om, er at det kunne have blevet meget værre i Danmark, hvis ikke politiet, havde været til stede. Siden Mohammed tegningerne har Danmark været forberedt på angreb, og derfor var der også politi til stede i går. På steder, hvor det slet ikke burde være nødvendigt. Et møde om ytringsfrihed og en konfirmation!
For år siden så jeg i tv nyhederne en journalist, der stillede et spørgsmål om danskere og muslimer. Ingen rettede det, ingen kommenterede. Det var helt ok at skille de to ad. Der blev jeg trist. For hvordan kan man så forvente integration.
På samme måde havde jeg en diskussion med en veninde. Hun mente ikke, jeg kunne være mod Dansk Folkeparti, når jeg ikke kendte deres valgprogram. Men jeg behøvede ikke, at kende deres valgprogram, for at høre dem og deres holdninger, ikke var mine. Mest af alt var jeg trist over, hvor mange stemmer de fik, og hvor mange, som så måtte være enige.
Jeg synes, der er alt for meget dem og os. Ikke kun i Danmark. Da man i Paris havde en march med 44 statsoverhoveder efter Charlie Hebdo massakren, var der kritiske røster over USA ikke deltog med en højt placeret person. Den parkistanske premier minister Nawaz Sharif var der, men i mine øjne, burde der så ikke have været mange flere muslimske statsoverhoveder. Hvor er deres protest? Og hvorfor var der ikke noget, som kritisterede deres manglende tilstedeværelse. Var det fordi, de ikke er en del af "OS"?
Hvis den skyldige i angrebet i København viser sig, at være ikke muslim, er jeg overbevist om, at man vil gå tilbage til skoler, forældre og venner, for at prøve at forstå ham. Men jeg er ikke overbevist om, at hvis han er muslim, at det samme vil ske. For så er det jo forklaret! Endnu et eksempel på dem og os.
Jeg tror på mindre dem og os. Jeg tror til gengæld, at vi alle kan være os med vores forskelligheder.
Ja, vi er også hoppet på blomkålsvognen eller hvad det nu hedder.
Jeg har ellers forbundet blomkål med min barndom, hvor vi typisk fik et helt kogt blomkål, som så var begravet i en creme fraiche dressing og rejer. Det smagte godt. Siden har jeg selv lavet det som tilbehør, men ikke specielt ofte.
Nå, men så er der jo så lige blomkålsris dukker op hele tiden og selvfølgelig vil jeg gerne være sundere. Altså lavede jeg det. Vi var alle enige om, det ikke rigtig var sagen, og typisk tænkte jeg, at jeg nok havde gjort noget forkert.
Jeg læste så mere om blomkål, end jeg egentlig har lyst til og lærte, at blomkål er smagsneutral. Vi prøvede igen, og vi syntes hverken det var godt eller smagsneutral. Vi vil meget hellere have ris :-)
I stedet har vi så fundet ud af, at et blomkålshoved efter en gang i foodprocessoren smager rigtig godt, når vi steger kød. Så en rest kød i tern, gerne skinke, peberfrugter, løg, champignoner svitset og kort tid før det serveres hældes blomkålen ved. Det kan vi lide.
Jeg har også læst man kan bage blomkålsris. Det skal jeg have prøvet. Men jeg tror, vi vælger at kalde det for blomkål og udelade det der med ris. Det er simpelthen falsk varebetegnelse og synd for risene.
Jeg er ikke nogen ørn i et køkken. Elsker at spise, men synes det er kedeligt at lave mad. Men to ting gør jeg godt. Supper og brød. Så her kommer en af mine vintersupper, som vi ofte spiser. Især fordi den næsten smager bedre dagen efter.
Kød: røget medister, bacon eller hvad man nu har, som har meget smag.
1 stort hakket løg
Vand
Røde linser eller kartofler.
Paprika, bouillon, salt og peber
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse tomatpure.
Kødet skæres i tern og svitses. Løget tilsættes og svitses med.
Kartofler i tern, gerne med skræl eller linser tilsættes og der hældes vand og bouillon i til det dækker. Hvis man laver den med linser, så skal man hælde ekstra i, da den suger meget vand.
Paprika tilsættes og det koges ved lavt blus i ca. 30 minutter (eller når kartoflerne er møre). Hold øje med om der skal mere vand i, men suppen må ikke blive for tynd. Derefter tilsættes tomater og tomatpure og koger med i 5-10 minutter. Smag til og nyd.
Som det nok kan ses, så sker det hele på sjus, men det fungerer helt fint med denne. Når jeg laver den med kartoflerne får stivelsen fra dem suppen til at sætte sig ekstra, når man spiser den næste dag, så den næsten er cremet. Jeg elsker paprika, så den får hele armen. :-)
Jeg har ingen anelse om, hvordan jeg fandt på den, men det er en af mine eneste hjemmelavede opskrifter. Jeg tror, den stammer fra, at jeg savnede en god opskrift med linser og siden fandt ud af, at kartofler også fungerer i retten.
I weekenden tog vi en hurtig beslutning og tog på hotel. Det var lige, hvad vi trængte til.
Vi var i pool området det meste af eftermiddagen, og havde den for os selv noget af tiden. Så svømmede pigerne om kap med deres far. Den 9 årige slog de andre to uden problemer. Luften var god, for ofte døjer jeg med klorlugten, men det var der ikke noget problem og vandet var helt perfekt. Jeg fik læst et par blade og bare nydt, at tiden stod stille.
Da vi kom til aftensmaden, brugte vi tid på at diskutere, hvor vi skulle hen. Men de yngste var trætte og overhovedet ikke stemt for andet end noget takeout. Kompromiset blev, at vi gik ned i hotellets restaurant og fik ok mad til ok priser. Pigerne sad ved et bord med deres Ipad og vi voksne ved et andet. Det er fordelen ved at komme i lavsæsonen i en weekend. Forholdsvis hurtigt gik pigerne tilbage til værelset, og så var der bare min mand og jeg tilbage. Det nød vi.
Jeg fik et par fancy drinks, hvilket ellers aldrig sker og min mand et par øl. Vi havde begge følelsen af, at være ført tilbage til en tid før børn. Sådanne øjeblikke har vi alt for få af.
Dagen efter blev det atter tid til poolen inden vi drog hjem. Nøj, hvor var det en god afstikker.
Dufte har altid været utrolig vigtig for mig. Jeg var ikke særlig gammel, før jeg havde en pæn samling og brugte hver dag tid på at vurdere, hvilket der fungerede for den dag.
Hvor er det sket meget siden. Markedet den gang bestod af ganske få og i dag er der ikke den kendis, som ikke har sin egen duft. Jeg er blevet ældre, har fået børn, er mere eller mindre allergisk overfor al kosmetik, men parfumerne holder jeg fast i.
I dag slog det mig, at det er længe siden, jeg har været bevidst om valget. Det skyldes flere ting, men nok mest, at jeg har fået spredt mine dufte rundt i huset. De fleste på badeværelset, et par stykker ved min seng og et par stykker på mit kontor. Men det skylder også, at jeg har samlet alle de små prøver, jeg har fået i tidens løb i min lille Helene Stockmarr skål, og så griber jeg bare en tilfældig og håber på det bedste. Det går som regel godt.
Hvilke dufte er det så jeg har. Her er nogle af dem:
Marc Jacobs - Daisy: Det var lige den duft, jeg havde savnet. Frisk og rar.
Issey Miyake - L'Eau d'Issey Eau de Parfum: Let og frisk, som næsten altid fungerer.
Boucheron: De kræver og begge jeg har er ved at være tomme. De skal genskaffes, men desværre tror jeg nok, at den ene er udgået
Chanel - Mademoiselle og Nr. 5. Klassikere, men som jeg sjældent er i humør til. De er for tunge.
Gucci - Gucci by Gucci. Favoritten. Den er tung på den gode måde
Jeg har flere, men nyeste er en af Zarko's Moleculer. Jeg er vild med duften, men den holder bare ikke. En time efter jeg har fået den på, kan jeg simpelthen ikke finde spor af den. Den ender jeg nok med at forære min store datter, da det så kunne være den perfekte "starter".
at vende tilbage til hverdagen. Vi har nemlig bare haft sådan en dejlig ferie.
Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle om en eller anden stor begivenhed, men netop manglen på sammen, er nok også grunden til, at vi bare har nydt det.
Næsten to uger uden vækkeur med skønt selskab og lækkert mad, for meget skærmtid, en god bog og dage, der flød sammen. Det blev en tur i biografen og frokost ude en enkelt dag. Vi passede hund og fik gået nogle ture. Vi kørte ud en aften i nattøj og fandt juleudsmykninger og det føltes dejlig uartig, at være af sted i nattøjet. En hel dag blev tilbragt i nattøjet og selv gåturen foregik i pyjamas :-)
Så det der med at stå op mandag morgen kl. 6 til dagligdagen er ikke tiltrækkende...overhovedet. Huset flyder med julegaver, der endnu ikke er fundet plads til, hundehår overalt og støv, der kan skrives i. Nej, giv mig hellere en uge mere. Eller to
